• To collection
    • Folkeskole i finalen til stor designpris

      Frederiksbjerg Skole i Aarhus er finalist i kategorien ”Better Learning” ved dette års Danish Design Award. Skolen er designet af Henning Larsen Architects i samarbejde med GPP Arkitekter. Skolen opfordrer børnene til at bevæge sig. Eleverne må løbe på gangene og kravle på væggene.

    • Siden Frederiksbjerg Skole slog dørene op i august måned sidste år har midtbyskolen i Aarhus været genstand for stor opmærksomhed både herhjemme og internationalt. Den nye skole fremhæves blandt andet for sin innovative tilgang til læring gennem bevægelse og en stærk forankring i lokalområdet. Begge dele understøttes af arkitekturens udformning og fokus på godt dagslys, holdbare materialer og integration af udendørs terrasser i undervisning og pauser.

      Nu er det bæredygtige skolebyggeri med i opløbet om Danmarks store designpris, Danish Design Award, i kategorien ”Better Learning”. Prisen gives til en løsning eller et projekt, der har skabt markant bedre læringsmiljøer eller læringsmetoder og demonstrerer, hvordan design kan anvendes som redskab til at skabe nye rammer for undervisning, læring og samarbejde.

      Det er en international jury bestående af designere og ledere med tilknytning til branchen, der har udpeget finalisterne blandt mere end 200 indstillede designprojekter og –løsninger. Det er ligeledes juryen, der udpeger vinderne i hver kategori. Det sker ud fra fire kriterier, som omhandler projektets udførelse, brugerfokus og værdiskabelse samt visionære kvaliteter.

      Der er i alt 72 finalister fordelt på 18 kategorier. Vinderen af kategorien ”Better Learning” vil blive afsløret ved gallafesten i Dansk Industri den 8. maj. Der uddeles desuden en ”People’s Choice” pris. Alle i Danmark kan stemme på finalisterne i alle kategorier. Det foregår ved en online afstemning.

      Frederiksbjerg Skole er tidligere blevet tildelt prisen for Årets Skolebyggeri 2016, der uddeles af Nohrcon samt prisen for Årets Byggeri 2016, der uddeles af Magasinet Byggeri.

      Om Danish Design Award

      Danish Design Award sætter fokus på effekten og værdien af design i industrien, samfundet og hverdagslivet. Awarden er med til at inspirere og stimulere brugen af design og designtænkning i virksomheder og samfund. Danish Design Award gennemføres i et samarbejde mellem Dansk Design Center og brancheorganisationen Design denmark.

    Du har tilføjet et nyt link til din samling Du har slettet et link fra din samling