• To collection
    • Vi designer bæredygtigt hovedsæde til Siemens

      Med et innovativt design har vi vundet den internationale arkitektkonkurrence om Siemens’ nye globale hovedsæde i München.

    • Bygningen på 45.000 m2 vil udgøre et spydspidsprojekt for bæredygtigt design i en urban kontekst. I Siemens’ begrundelse står der bl.a.: ”Henning Larsen Architects blev valgt for den helhedsorienterede tilgang til bæredygtighed – en tilgang, der imødekommer de meget høje krav til miljøvenligt og energieffektivt byggeri.”

      Projektet sigter mod at overskride kendte standarder for bæredygtigt byggeri, og designet er i sig selv energibesparende. Et eksempel er de svagt hældende facader, der gør det muligt at trække dagslyset langt ind i bygningen.

      Det nye hovedsæde danner en urban komposition af pladser, gårdrum og stræder, der i et genkendeligt forløb digter videre på byens topografi og skaber et helt nyt, levende kvarter i byen.

      CEO Peter Löscher, Siemens, siger i en pressemeddelelse: “Vi skaber et fremtidsorienteret symbol for bæredygtighed, der vil sætte en ny standard for avanceret, urban arkitektur og innovativ, effektiv byggeteknologi – til glæde for vores medarbejdere og indbyggerne i München.”

      Seks rektangulære, afrundede former er i projektet forbundet til en central, vertikal struktur, der forbinder hele bygningskroppen. Strukturen skaber seks forskellige, åbne gårdrum, der er forbundet med byen og kan udforskes af gående.

      Designdirektør Louis Becker, Henning Larsen Architects, fortæller: “Når man går fra den gamle by til museet, Pinakothek der Moderne, vil man kunne slentre gennem Siemens’ hovedsæde og sætte sig i en af de stemningsfyldte gårdrum. Bygningen er et bidrag til udviklingen af det offentlige rum i München.”

      I konkurrencen deltog blandt andre Baumschlager Eberle, Hopkins Architects og danske schmidt hammer lassen architects. Byggeriet forventes påbegyndt i efteråret 2012 og afsluttet i slutningen af 2015, så Siemens kan flytte ind i 2016.

    Du har tilføjet et nyt link til din samling Du har slettet et link fra din samling