Du har tilføjet et nyt link til din samling Du har slettet et link fra din samling
  • Rejsegilde på Moesgård

    Moesgård Museum fejrede fredag den 16. marts 2012 rejsegilde i strålende solskin. Museet, som ligger i Skåde Bakker syd for Aarhus, er det første kulturhistoriske museum, som opføres fra grunden i mere end 100 år. 

  • Museet har i dag til huse i den over 300 år gamle herregård Moesgård. Fremover skal herregården bruges til forskning og undervisning, og den nye bygning skal danne ramme om formidlingen af museets samling og Aarhus Universitets forskningsprojekter indenfor antropologi og arkæologi.

    Museumsbygningen rejser sig som en bakke i bakkerne og vil med sine 16.000 m2 give museet mange nye udstillingsmuligheder. Indtil videre er det kun folkene på byggepladsen, der kan nyde udsigten over Aarhus Bugt. Når museet åbner, vil besøgende fra den levende, grønne tagflade beliggenheden højt i Skåde Bakker også kunne nyde udsigten og de naturskønne omgivelser.

    Det er godt et år siden Aarhus’ daværende borgmester, Nicolai Wammen, tog første spadestik til udbygningen. Byggeriet forventes at stå færdigt i efteråret 2013 og åbne for publikum i juni 2014.

    I anledning af rejsegildet havde museet inviteret håndværkere, arkitekter, teknikere, medarbejdere på Moesgård og pressen til at fejre denne milepæl på vejen mod at realisere et af Danmarks mest ambitiøse museumsprojekter.

    Foto: Rógvi N. Johansen, Medieafdelingen Moesgård Museum