• Henning Larsen har modtaget Praemium Imperiale

    På vegne af Henning Larsen modtog arkitekt Troels Troelsen Praemium Imperiale 2012, der blev overrakt af Hans Kejserlige Højhed Prins Hitachi ved en gallafest i Tokyo den 23. oktober.

  • Praemium Imperiale er en af verdens mest prestigefyldte kunstpriser og kaldes også kunstens Nobel-pris. Den gives til kunstnere, der har givet et enestående bidrag til kunstens udvikling. Bag Praemium Imperiale står Japans ældste kunstfond, Japan Art Association.

    Henning Larsen er den første nordiske modtager af prisen, der er blevet uddelt siden 1989. Praemium Imperiale uddeles i kategorierne film og teater, musik, maleri, skulptur og arkitektur.

    I motivationen skriver priskomiteen bl.a., at „Henning Larsens bygninger er som dagslysmagasiner. Lyset gennemlyser rummene, og de åbne rumligheder og den detaljerede iscenesættelse af samspillet mellem kunstigt og naturligt lys præger hans arkitektur.”

    I 2011 hædrede Praemium Imperiale den mexicanske arkitekt Ricardo Legorreta, og blandt de tidligere modtagere er bl.a. Jean Nouvel, Renzo Piano, Rem Koolhaas, Norman Foster, Peter Zumthor og Jacques Herzog og Pierre de Meuron.

    Ud over Henning Larsen er årets prismodtagere den kinesiske kunstner Cai Guo-Qiang, den italienske billedhugger Cecco Bonanotte, den amerikanske komponist Philip Glass og den japanske balletdanser Yoko Morishita.

Du har tilføjet et nyt link til din samling Du har slettet et link fra din samling