• To projekter nomineret til Mies van der Rohe prisen

      To af Henning Larsen Architects’ projekter er blevet nomineret til den prestigefyldte Europæiske Unions Pris for Samtidsarkitektur – Mies van der Rohe 2013. De nominerede projekter er Bildmuseet i Umeå, Sverige, og Harpa – Reykjavik Koncertsal og Konferencecenter i Island.

    • Mies van der Rohe-prisen er siden 1987 blevet uddelt hvert andet år som en anerkendelse af den vigtige rolle, som arkitektur spiller i udviklingen af storbyer i Europa. Der uddeles to priser: en hovedpræmie og en ”Special Mention”, der gives til yngre, talentfulde arkitekter.

      Harpa - Reykjavik Koncertsal og Konferencecenter er designet i samarbejde med Batteriid Architects og den dansk-islandske kunstner Olafur Eliasson. Koncerthuset er en del af en større udviklingsplan for området omkring Reykjaviks havn og har skabt en forbindelse mellem midtby og havn. Henning Larsen Architects vandt den internationale konkurrence om projektet i 2005, og byggeriet stod færdigt i 2011.

      Det andet nominerede projekt, Bildmuseet i Umeå, er også placeret mellem byen og vandet, ved Umeälven. Bildmuseet er en central del af Umeå Kunstcampus, et byudviklingsprojekt, der er planlagt af Henning Larsen Architects i samarbejde med White Arkitekter. Facaden på museet består, ligesom de øvrige bygninger, af stående lameller af sibirisk lærk, der kun brydes af de store vinduer, der giver masser af dagslys på de lange sommerdage og inviterer offentligheden indenfor i de lange mørke vinterdage i Nordsverige. Byggeriet stod færdigt i 2012.

      Sidste gang Mies van der Rohe prisen blev uddelt var i 2011. Det vindende projektet var Neues Museum i Berlin, der er designet af David Chipperfield Architects. Neues Museum blev oprindelig opført 1841-1859, men under anden verdenskrig blev museet bombet til ruiner. Det genopførte museum er designet med udgangspunkt i det oprindelige byggeri. Special Mention-prisen blev givet til Bosch.Capdeferro Arquitectes for et collage-hus i Girona, Spanien.

    Du har tilføjet et nyt link til din samling Du har slettet et link fra din samling