• Dynamisk facade på Kolding Campus

      I disse dage er håndværkerne i gang med at montere de 4,2 meter høje stålskodder på facaden af Syddansk Universitets nye bygning i Kolding, Kolding Campus. 1.600 perforerede stålplader udgør den komplekse solafskærmning, der kan dreje i forhold til sol og ønsket lysindfald.

    • Dagslyset varierer og ændrer sig med dagens og årets gang. Derfor er solafskærmningen til Kolding Campus dynamisk og tilpasser sig klimaforhold og brugsmønstre for at sikre optimale dagslysforhold og skabe et behageligt indeklima i rummene langs facaden.

      Solafskærmningen består af ca. 1.600 trekantede skærme i perforeret stål. De er hængt på facaden, så de kan bevæge sig afhængigt af den aktuelle dagslyssituation og det ønskede lysindtag. Når skodderne er lukkede, ligger de fladt langs facaden, mens de som halvåbne eller helt åbne stikker ud fra facaden og giver bygningen et meget ekspressivt udtryk. Sensorer måler det aktuelle lys- og varmeniveau og regulerer skodderne mekanisk ved hjælp af en lille motor.

      Perforeringen af de enorme skodder er et let organisk mønster af runde huller, der giver et spændende spil i facaden, når den opleves udefra, og et dynamisk spil i lyset, når den opleves indefra. Gennemhulningen af facaden er designet og tilpasset, så den har en åbningsgrad på ca. 30 %. Ingeniører og arkitekter har analyseret og beregnet, at det er den optimale åbningsgrad i forhold til, hvor meget lys og energi, der lukkes ind og ud, samtidig med at skærmene giver mulighed for udsyn.

      Om aftenen vil lyset inde fra bygningen strømme gennem det perforerede mønster, og facaden opleves mere transparent. Det giver forbipasserende eller studerende på vej til og fra universitet en fornemmelse af husets indre aktivitet. På denne måde skaber bygningens form og facader en stærk dialog mellem bygningens indre liv og betragteren udenfor.

      Trekanten er et gennemgående motiv i Kolding Campus. Selve bygningen er en stor ligebenet trekant, og indenfor gentager den trekantede form sit mønster i nye skiftende positioner op gennem de forskellige etager. Universitetsbygningens trekantede form vil blive et vartegn for Kolding Campus, og den dynamiske solafskærmning vil være et stærkt og genkend¬eligt motiv, når man kommer kørende mod campus eller opholder sig ved åen.

      Kolding Campus er en del af Syddansk Universitet og vil huse universitetets fag i kommunikation, design, kultur og sprog. Campussen vil bidrage til det eksisterende studiemiljø i byen, Kolding Designskole og International Business College Kolding. Kolding Campus forventes at stå klar til at modtage studerende og undervisere til det nye skoleår i efteråret 2014.

    Du har tilføjet et nyt link til din samling Du har slettet et link fra din samling