• Østensjøveien 27 åbnet

      Den 11. februar 2014 åbnede kontorbyggeriet Østensjøveien 27 i Oslo. Bygningen, der kommer til at huse norske NCC’s nye hovedkontor, er et spydspidsprojekt indenfor bæredygtighed og er opført som passivhus efter norsk standard.

    • Det bæredygtige kontorbyggeri er blevet til i tæt samarbejde mellem NCC Property Development, Rambøll Norge og Henning Larsen Architects. For at skåne natur og klima så meget som muligt er bæredygtighed tænkt ind i alle byggeriets faser, fra design- til konstruktionsfasen og i bygningens fremtidige liv og brug, uden at der er gået på kompromis med arkitekturen.

      Bygningen er designet ud fra en holistisk grundtanke, hvor alt fra dagslysforhold, rumlig disponering og bæredygtige materialer til placeringen i forhold til offentlig transport er indregnet. Og selvom byggeriet først og fremmest er et inspirerende kontorlandskab, er bygningen designet med så megen fleksibilitet, at den på sigt let kan transformeres og bruges til eksempelvis boliger.

      Østensjøveien 27 er udvalgt som forbilledeprojekt i initiativet FutureBuilt, der er et partnerskab mellem Norske Arkitekters Landsforbund og en række kommuner og statslige institutioner. Alle FutureBuilt projekter opfylder en række kriterier for bæredygtige løsninger og minimalt CO2-udslip. Østensjøveien 27 er det ottende FutureBuilt projekt der realiseres.

      Østensjøveien 27 er desuden nomineret til dette års MIPIM Awards. MIPIM er en prestigefyldt People’s Choice Award, der uddeles hvert år i Cannes. Det passive kontorbyggeri er finalist i kategorien ’Best Innovative Green Building.’

    Du har tilføjet et nyt link til din samling Du har slettet et link fra din samling