• To collection
    • Kunst og arkitektur smelter sammen på Kolding Campus

      På Syddansk Universitet, Kolding Campus har udsmykningen været tænkt ind i projektet fra de tidligste designfaser med intentionen om, at kunsten skal være en integreret del af arkitekturen. Resultatet er en stærk dialog mellem arkitektur, kunst og brugere.

    • Bygningens form og facader skaber en stærk dialog mellem bygningens indre liv og betragteren udenfor. Både udvendig og indvendig er store kunstinstallationer over temaet ’TID’ integreret i facader og vægge. De umiddelbart abstrakte kunstværker er i virkeligheden ure, der med farver, linjer og cirkler af LED-lys måler tiden, men også arbejder i en balance mellem funktion og æstetik.

      Samspillet mellem funktion og æstetik gør sig gældende i hele huset. I designet af Kolding Campus har der været fokus på at skabe et læringsmiljø, der ikke blot tilbyder nogle stabile rammer for de studerende, men også inviterer til at bryde rammerne – være kreative og opdage nye muligheder - for at bruge campussen som et mødested på tværs af fagområder. Samtidig muliggør legen med vinkler i det store atrium nye møder mellem arkitektur, kunst og brugere.

      Den store bygning fremstår favnende og imødekommende for ansatte og studerende. Transparensen i de perforerede facader giver en fornemmelse for bygningens indre liv og skaber dialog mellem projektets indre og ydre. Om dagen lader de tusinder af små huller lyset komme ind i den helt rette mængde for et optimalt studiemiljø. Om aftenen strømmer lyset ud af fra bygningen, så den fremstår som en arkitektonisk lysskulptur for forbipasserende.

      Det er den tyske kunstner Tobias Rehberger, der har stået for udsmykningen af bygningen. Rehberger er kendt for sine objekter, skulpturer og installationer, der kan rykke ved den måde beskueren ser på de mest banale hverdagsfænomener. Et kunstudvalg bestående af repræsentanter fra Henning Larsen Architects, Syddansk Universitet og Bygningsstyrelsen samt Akademirådets udpegede kunstkonsulenter stod for udvælgelsen af kunstneren.

      Kolding Campus vil blive taget i brug i efteråret 2014 i forbindelse med semesterstart.

    Du har tilføjet et nyt link til din samling Du har slettet et link fra din samling