• To collection
    • Officiel indvielse af ny universitetsbygning på Aalborg havnefront

      Tirsdag d. 23. september blev endnu en bygning på den nye havnefront i Aalborg indviet. Bygningen skal huse Aalborg Universitets kreative uddannelser og går derfor allerede under navnet CREATE.

    • CREATE, som er en del af det nye Aalborg City Campus, har til formål at skabe sammenhæng mellem universitetets uddannelser. Bygningen skal samtidig fungere som et attraktivt samlingspunkt for Aalborgs øvrige borgere. Derfor er den nye universitetsbygning centreret omkring et stort, offentligt atrium, som rummer fællesfaciliteter som udstillingsarealer, kantine og auditorier.

      Til bygningen hører også en stor, sydvendt gård med store glaspartier, som gør gården synlig for omgivelserne og skaber sammenhæng mellem interne og eksterne aktiviteter. Gården er tænkt som et nyt byområde, hvor der kan afholdes koncerter, open air biografer, teaterforestillinger eller udstillinger.

      ”Aalborg Universitet, og de studerende i særdeleshed, har fået nye og bedre faciliteter i spændende omgivelser. Jeg er sikker på, at den nye bygning vil skabe de bedste rammer for kreativ udfoldelse blandt de studerende. Aalborg kan være stolt af City Campus”, udtalte Ulla Astman, der er regionsrådsformand i Region Nordjylland, i forbindelse med indvielsen.

      Dagen bød desuden på taler fra blandt andre rektor Per Michael Johansen, Aalborgs borgmester Thomas Kastrup-Larsen og direktør i Henning Larsen Architects, Louis Becker.

      Direktør Asger Enggaard fra entreprenørfirmaet A. Enggaard påpegede, at den nye campus ikke alene vil være et vartegn for havnefronten, for Aalborg og for Nordjylland, men også for Aalborg som en by i udvikling og vækst.

      Efter talerne blev den nye bygning officielt taget i brug, da snorene på syv røde balloner blev klippet af byggeriets parter. Bygningen er tegnet af Henning Larsen Architects og opført af A. Enggaard. Henning Larsen Architects står desuden bag 240 nye ungdomsboliger, som er opført som nabo til det nye universitetsbyggeri.

    Du har tilføjet et nyt link til din samling Du har slettet et link fra din samling