• To collection
    • Nyt rådhus i Middelfart

      Middelfart Kommune har valgt et projekt af entreprenørvirksomheden 5E Byg som vinder af en konkurrence om at udvikle midtbyen. Projektet er skabt af et team med Henning Larsen, Rambøll og LIW Planning. Det omfatter et nyt rådhus, boliger og butikker.

    • Dommerkomiteen skiver bl.a., at det er et ”markant byggeri, der vil styrke byens udtryk og attraktivitet”, og at det er ”et stykke flot og tidstypisk arkitektur i meget høj standard”. Middelfart Kommune får et nyt rådhus på knap 8.000 m2. Selskabet Kulturøens Bycenter bliver ejer af 3.000 m2 butikker, og et lokalt konsortium med bl.a. 5E Byg bliver ejer af 6.000 m2 boliger.

      Med projektet skabes et nyt bycenter i den gamle købstad. Arkitekturen indpasser sig i den lokale skala og tilfører på samme tid noget nyt til Middelfarts kendte havnefront. Ved at styrke byens sammenhæng skabes et nyt og livligt orienteringspunkt i Middelfart.

      Det nye rådhus vil være for alle og skal ikke bare fungere som traditionelt rådhus. Det skal være en dynamo for grøn udvikling og vækst. Huset kan ses fra byen og fra vandet. Det har en svævende form, som strækker sig ud mod både byen og havnen.

      Rådhusets foyer er dobbelthøj og rummer receptionen og Borgerservice. Fra foyeren fører en siddetrappe til husets mødecenter på første sal. Her ligger også rådhussalen med udsigt over Lillebælt og broen.

      Bygningen er designet til at give medarbejderne de bedste muligheder for at dele viden på tværs af organisationen. Det dynamiske, indre atrium har en størrelse, der gør, at medarbejderne kan se hinanden på tværs af etager og afdelinger. Åbne trapper skaber en hurtig forbindelse mellem etagerne.

      Projektet er bæredygtigt og vil blive certificeret efter DGNB-standarden. Der foventes byggestart allerede i februar 2015, og at bygningerne står klar til indflytning april 2017.

    Du har tilføjet et nyt link til din samling Du har slettet et link fra din samling