• Nyt nationalgalleri i Ungarn

      Henning Larsen er blandt elleve finalister, der skal konkurrere om at designe en ny museumsbygning i Budapest. Bygningen skal huse både Det Ungarske Nationalgalleri og Ludwig Museet.

    • Det Ungarske Nationalgalleri udstiller kunst fra 1800 til 1950, og Ludwig Museet er et museum for samtidskunst, der udstiller forskellig kunst fra 1950 til i dag.

      Designkonkurrencen er en del af det omfattende projekt Liget Budapest Project, der skal forny verdens ældste bypark, Városliget i Budapest. Projektet indbefatter byggeriet af fem nye museumsbygninger, fornyelsen af byparkens grønne områder samt renovationen af de institutionelle bygninger, der er beliggende i byparken.

      Liget Budapest Project er Ungarns første åbne internationale konkurrence i det seneste århundrede. Næsten 500 tilmeldinger blev skåret ned til 17, før juryen valgte vinderne i designkonkurrencerne om Etnografisk Museum, Det Ungarske Musikhus,  FotoMuzeum Budapest og Det Ungarske Arkitekturmuseum.

      Da juryen ikke kunne finde en kandidat blandt de 80 tilmeldte i konkurrencen om Nationalgalleriet og Ludwig Museet, blev en ny konkurrence udskrevet i november 2014. Jurien forventes at træffe den endelige afgørelse i april 2015.

      Ifølge planen vil byggeriet gå i gang i 2016, og de nye museer stå færdige i 2018.

    Du har tilføjet et nyt link til din samling Du har slettet et link fra din samling