• To collection
    • Nyt Guggenheim museum

      For første gang i Guggenheim stiftelsens historie skal et nyt museumsdesign findes gennem en åben, international arkitektkonkurrence. Henning Larsen deltog i konkurrencens første fase, som talte i alt 1715 forskellige projektforslag.

    • Visionen med det nye museum er at skabe et ”innovativt, tværfagligt museum for kunst og design af højeste arkitektoniske kvalitet, som indgår i Helsinki på en meningsfuld måde og tilbyder et offentligt rum, hvor både indbyggere og besøgende kan samles.” Henning Larsen Architects’ arkitektoniske koncept, Island of Mist, svarer på denne vision ved at tilbyde museumsgæster og indbyggere i Helsinki et nyt samlings- og værested.

      Konceptet består af en rektangulær bygning, som svæver over et skulpturelt udformet skovdækket landskab. Forskellige rumlige volumener falder ned fra bygningens underside og skaber et dynamisk, offentligt rum under de overliggende udstillingslokaler. Denne nye offentlige plads binder byen og museet sammen og drager forbipasserende ind mod museets indgangsparti. Pladsen giver Helsinki et nyt og livligt uderum på kanten af havnen, hvor mennesker kan mødes, optræde, spise og observere.

      Konkurrencens overordnede formål er at redefinere museet som begreb med fokus på museet som en aktiv del i byens sociale og fysiske strukturer.

      I slutningen af 2014 blev de mange konkurrenceforslag evalueret af en international jury bestående af anerkendte arkitekter og repræsentanter for projektets interessenter. Seks projekter blev udvalgt til at gå videre til fase to. Henning Larsen Architects’ forslag gik ikke videre i konkurrencen.

      Anden fase af konkurrencen er allerede i gang, og det endelige vinderforslag forventes at blive offentliggjort i juni 2015.

    Du har tilføjet et nyt link til din samling Du har slettet et link fra din samling