• To collection
    • Moesgaard Museum vinder Civic Trust Award

      Fredag den 6. marts blev det offentliggjort at Moesgaard Museum er blandt vinderne af årets Civic Trust Awards.

    • Prisen tildeles projekter, der på en enestående måde bidrager til kvaliteten og udformningen af det byggede miljø. Prismodtagerne skal demonstrere høj arkitektonisk kvalitet og bidrage positivt til den sociale, kulturelle, miljømæssige eller økonomiske udvikling af lokalsamfundet.

      Moesgaard Museum er designet af Henning Larsen Architects i samarbejde med Kristine Jensens Tegnestue. Det nye museum på 16.000 m2 har en suveræn beliggenhed højt i Skåde Bakker syd for Århus og fremstår med sit skrånende taglandskab af græs, mos og blomster i stærke farver som et markant visuelt ikon, der er synligt helt ude fra havet.

      Moesgaard Museum er ikke blot Nordeuropas største nybyggede kulturhistoriske museum. Siden åbningen i oktober sidste år har museet dannet rammen om mange forskellige aktiviteter: Konferencer, koncerter, foredrag og sportsbegivenheder. I løbet af vinteren viste bygningen sig også at kunne bidrage til området som velbesøgt kælkebakke.

      Bygningens indre er formet som et varieret, terrasseret landskab inspireret af arkæologiske udgravninger, hvor historiens lag gradvist afdækkes. Henning Larsen Architects’ designafdeling har været ansvarlig for design af interiør og visuel identitet i forbindelse med tilblivelsen af det nye museum.

      Mere end 238 internationale projekter var med i opløbet om den prestigefulde Civic Trust Award, som blev uddelt ved en ceremoni i London den 6. marts. Prisen blev oprettet i England i 1959 og er en af de ældste europæiske priser inden for det byggede miljø. Moesgaard Museum var eneste danske projekt, der modtog en af priserne, og ét af kun seks projekter beliggende uden for Storbritannien. I alt modtog 40 projekter en pris.

      Moesgaard Museum blev for nylig indstillet til EU-prisen for moderne arkitektur 2015 - Mies van der Rohe-prisen sammen med 40 andre projekter. Sidste år blev museet tildelt den eftertragtede arkitekturpris In-Situ Prisen.

    Du har tilføjet et nyt link til din samling Du har slettet et link fra din samling