• Det Foranderlige Hus vinder international grøn pris

      Det Foranderlige Hus, tegnet af Henning Larsen Architects i samarbejde med GXN, er udpeget som national vinder af Energy Globe Award 2015. Projektet anerkendes for dets state-of-the-art design, der reducerer den samlede CO2-udledning.

    • Energy Globe Awards jury kalder Det Foranderlige Hus et eksempel til efterfølgelse for byggeri i det 21. århundrede. I deres evaluering fremhæver de, at husets lange levetid, på op til 120 år, sikrer CO2-besparelser svarende til opførelsen af op til tre nye huse. Tilmed anerkendes huset for sit lave energiforbrug, som er 36 % mindre end et standard enfamiliehus.

      Energy Globe Award er et østrigsk initiativ, der siden 1999 har arbejdet for at øge verdensbefolkningens bevidsthed om nødvendigheden af en grøn omstilling. Hvert år hylder de enestående projekter fra hele verden, der er best practice eksempler på miljømæssig bæredygtighed.

      ”Energieffektive bygninger spiller en central rolle i vores arbejde for en grøn-nere og renere fremtid. Henning Larsen Architects’ vinderprojekt demonstrerer, hvordan en fleksibel og smidig tilgang til livscyklussen i et moderne familiehus kan spare på CO2-udledningen og hjælpe til at afbøde klimaforandringerne”, udtaler Cosima Steiner fra Advantage Austria, Energy Globe Awards samarbejdspartner.

      Det Foranderlige Hus er en del af Realdania Bygs udviklingsprojekt, MiniCO2 Husene, hvor i alt seks parcelhuse belyser forskellige aspekter af ressourceforbrug og CO2-udledning i både husholdning og byggeri.

      Dette års nationale vinder repræsenterer 177 lande fra hele verden, udvalgt blandt 1005 indstillinger.

    Du har tilføjet et nyt link til din samling Du har slettet et link fra din samling