• Nyt vartegn i Sønderborg

      Grænseregionens største hotel, der er tegnet af Henning Larsen, bliver nu en realitet. Bitten og Mads Clausens Fond (BMC) og PFA Pension investerer i byggeriet, og Sønderborg Kommune udvikler havneområdet.

    • Det kommende hotel er en del af Frank Gehry’s masterplan som vil ændre Sønderborgs havnefront til en ny levende bydel med boliger, kontor og bylivsaktiviteter. Hotellet får 190 værelser, 3 restauranter, konferencefaciliteter til 400 personer og forskellige spa-aktiviteter.

      ”Det nye hotel bliver en kæmpe gevinst for udviklingen af Sønderborg. Hotellet vil skabe vækst og trække turisme til hele området. Antallet af hotelværelser i Sønderborg vil blive fordoblet, og vi vil tiltrække nye konferencegæster, forretningsfolk og turister til byer”, siger Peter M. Clausen, formand for BMC-Fonden.

      Hotellet har en elegant og karakteristisk form bestående af et lavt tårn, der passer i højden med de tilstødende bygninger og et høje tårn rejser sig som et fyrtårn over byen. Med tårnets 18 etage på 72 meter og enestående arkitektur skabes et smukt varetegn for Sønderborg. Tårnet indbefatter en udsigtsplatform med panorama-udsigt over både de historiske og moderne elementer i byens skyline. Alle Sønderborgs borgere og besøgende mulighed vil derfor få mulighed for at opleve byen og det smukke omgivende landskab fra en anden vinkel.

      På grund af sin højde og centrale placering direkte ved Alssund vil projektet blive oplevet fra lang afstand og på nært hold. Bygningen er en smuk levende skulptur i byen, der tilbyder forskellige motiver og oplevelser jo tættere man kommer på.

      Byggeriet forholder sig respektfuldt til det historiske bybillede i Sønderborg. Facaden er blevet designet med inspiration fra byens karakteristiske murværksforbandter i røde og homogene teglstensfarver. Bygningens facademønster består af aluminiumspaneler og glas, der som en moderne fortolkning af et murværksforbandt elegant væver sig op af bygningen.

      Mod havnen skabes et offentligt tilgængeligt byrum. Mod syd dannes en stor plads med terrasser mod vandet og mulighed for ophold. Byrummet binder havnefronten sammen og skaber en tilknytning til Sønderborg Slot lidt længere mod syd.

      Det samlede byggeri bliver på 25.000 m2, heraf 11.000 m2 hotel, 4.300 m2 spa, 2.500 m2 konferencefaciliteter, tre restauranter fordelt på 2.200 m2 og 1.300 m2 foyer.

      Hotellets endelige navn fastlægges i løbet af sommeren. Efter planen skal første spadestik tages til efteråret. og hotellet forventes færdigbygget i 2018.

    Du har tilføjet et nyt link til din samling Du har slettet et link fra din samling