• To collection
    • Sunde boliger

      Henning Larsen Architects er med i konkurrencen om et 1:1 demonstrationsprojekt, der skal sætte fokus på indeklima i boligen. Projektet, ’Sunde Boliger’, er et initiativ fra Realdania Byg og Henning Larsen Architects er indgået i et samarbejde med Teknologisk Instituts Center for Indeklima og Bygningsundersøgelser, Rambøll, Egen Vinding & Datter, Anders Christensen Ingeniører ApS og Exhausto for at få den nyeste viden med.

    • I Tommelisekvarteret lidt uden for Holstebros centrum skal der inden for de næste par år opføres tre parcelhuse, der har hver sin indgangsvinkel til, hvad en sund bolig er, og hvad der karakteriserer et godt indeklima. Målet er at teste nye bæredygtige løsninger med afsæt i byggematerialer, byggemetoder, teknologi og brugeradfærd.

      Selvom udtrykket i de tre boliger bliver ens, Vil de have grundlæggende forskellige udførelser, der fokuserer på hver deres form for forbedring af indeklimaet. ’BASELINE’-boligen opføres som en reference for de to andre huse. Det vil overholde gældende byggestandarder for nybyggede enfamiliehuse, men inddrager ellers ikke bæredygtige løsninger.

      De to andre huse fokuserer på hver deres tilgang til indeklima og bæredygtighed. ’LO-TECH’-huset vil så enkelt som muligt skabe de sundeste rammer uden brug af højteknologiske løsninger. Det vil i stedet for fokusere på robuste materialer og gedigne løsninger, der reducerer behovet for et teknologisk assisteret indeklima.

      ’HI-TECH’-huset, også omtalt som ’Det intelligente hus’, skal selv kunne måle CO2-, fugt-, og temperaturniveau i boligen, mens beboerne intuitivt skal kunne interagere med huset og justere på de forskellige tekniske løsninger, der bliver en del af designet.

      Projekt ’Sunde Boliger’ er inspireret af et af Realdania Bygs egne tidligere projekter ’MiniCO2 Husene’, hvor Henning Larsen Architects også deltog med ’Det Foranderlige Hus’, et fleksibelt enfamilieshus, der kan tilpasses beboernes skiftende behov og omstændigheder i løbet af livet – såsom børn, skilsmisse og alderdom – uden unødig udledning af CO2 eller overskydende byggematerialer.

      Foruden teamet med Henning Larsen Architects deltager også fire andre teams med A2 Arkitekterne, Force 4 Architects, Pluskontoret og Vandkunsten.

    Du har tilføjet et nyt link til din samling Du har slettet et link fra din samling