• Nyt forenende forum til Lunds medicinske fakultet

      Ud af tre finalister er Henning Larsen Architects udvalgt til at tegne Forum Medicum – en ny bygning på Lund Universitets medicinske fakultet, der skal samle de mange forskellige funktioner og bygninger. De to andre finalister var danske BIG og svenske White Arkitekter.

    • Forum Medicum kommer til at integrere de eksisterende bygninger og skaber interaktion mellem de mange forskellige uddannelsesformer, forskningsenheder og funktioner på fakultetet. Bygningens underste etager bliver en offentlig tilgængelig samlingsplads, et forum, for både brugere, besøgende og borgere i Lund. Her er både café, kantine og plads til udstillinger og uformelle læringsformer. 

      Visionen for Forum Medicum er at skabe en fleksibel bygning, så fremtidens skiftende behov for forskningspladser og pædagogiske behov kan imødekommes. Disse idéer blev også fremhævet af det medicinske fakultet i deres grundlag for at vælge Henning Larsen Architects;

      ”Forslaget løser pladsens udvikling med stor elegance og en strukturel ide, der også kan anvendes for andre typer af projekter. Arkitekturen er varieret og enkel og udstråler en lethed, hvilket er imponerende, når man tager den store nye volumen i betragtning. ”

      Bygningens stærke identitet og udtryk er skabt ved at rotere de øverste etager 45 grader. Det giver en dynamisk og let bygningskrop, der tilpasser sig området og giver unikke opholdsrum i og uden for bygningen, i nicher og på terrasser.

      Ud over samarbejdet med Konsulentfirmaet Arup Copenhagen har Henning Larsen Architects selv stået for designet. Blandt andet har tegnestuens landskabsafdeling stået for udearealerne, der knytter bygningen til konteksten.

    Du har tilføjet et nyt link til din samling Du har slettet et link fra din samling