• Nye boliger i Carlsberg Byen

      Henning Larsen Architects står bag designet af 13 nye boliger i Carlsberg Byen. Kombinationen af nyt og gammelt sikrer, at byggeriet kommer til at forme en naturlig indgangsport til det historiske bykvarter.

    • Der er gang i udviklingen af Carlsberg Byen i København. For nylig offentliggjorde udviklingsselskabet bag den historiske bydel et boligprojekt bestående af 13 ejerlejligheder med det stolte navn Jacobsen Hus. Byggeriet er designet af Henning Larsen.

      Jacobsen Hus får et arkitektonisk udtryk, der forener klassisk villa med moderne karré. I designprocessen har arkitekterne haft særligt fokus på at skabe en god sammenhæng mellem det nye og gamle. Derfor afspejler både historien og omgivelserne sig i bygningens struktur og materialitet.

      ”Vi har helt bogstaveligt bygget det gamle Carlsberg ind i det nye Jacobsen Hus, siger Mai Svanholt, der er arkitekt hos Henning Larsen. 

      "Facaden er belagt med genbrugstegl fra et nærliggende byggeri. Det er ikke kun smukt, men også bæredygtigt, da det sparer CO2 at rense og genanvende sten frem for at producere nye”, forklarer hun.

      Jacobsen Hus kommer til at ligge i det nordvestlige hjørne af Carlsberg Byen og bliver den højest beliggende bygning i Carlsberg Byen. Mod nord vil beboerne få udsigt over trætoppene i Søndermarken og mod syd over de fredede bygninger og det nye kvarter. Lejlighederne forventes at være indflytningsklar inden sommeren 2017. 

    Du har tilføjet et nyt link til din samling Du har slettet et link fra din samling