• Nu påbegyndes byggeriet af Nyt Hospital Herlev

      I november blev der, oven på en årelang planlægningsproces, underskrevet entrepriseaftaler for knap én milliard kroner på Nyt Hospital Herlev. Det betyder, at byggeriet nu for alvor kan gå i gang.

    • Efter fire og et halvt års projektering sættes byggeriet af Nyt Hospital Herlev nu i gang. Det sker på baggrund af tildelingen af femten fag- og storentrepriser med en samlet kontraktsum på knap 1 milliard kroner.

      ”Med indgåelsen af kontrakterne har vi nået en vigtig milepæl.  Forud ligger der en lang planlægningsproces hvor vi har inddraget både hospitalets medarbejder og patienter, for at sikre at vi med Nyt Hospital Herlev skaber rammerne for en patientbehandling af højeste kvalitet”, fortæller Projektdirektør Connie Barfod.

      Henning Larsen Architects har som hovedrådgiver siddet med ved bordet gennem hele planlægnings- og projekteringsfasen. Her har målet været at skabe et reelt helende hospitalsmiljø, der fusionerer al tilgængelig viden, i en symbiose mellem hospital og omgivelser, der tilsammen skaber sansernes hospital. Dette skal forstærke Herlev Hospital som et eksemplarisk og innovativt omdrejningspunkt indenfor sundhedsarbejdet.

      Den 56.000 m2 store udbygning skal blandt andet rumme en ny akutmodtagelse og et kvinde-barn-center med børne- og fødeafdeling. De nye faciliteter placeres i to cirkulære bygninger, som balanceres på en rektangulær base indeholdende de primære behandlingsfunktioner. Bygningskroppenes indbyrdes forskydning skaber en række indbydende uderum i menneskelig skala og giver modspil til det eksisterende hospitals 120 meter høje, retvinklede geometri.

      Henning Larsen Architects er en del af rådgiverkonsortiet sammen med Friis & Moltke, Brunsgaard & Laursen Arkitekter, Orbicon, Norconsult, NNE Pharmaplan og SLA.

    Du har tilføjet et nyt link til din samling Du har slettet et link fra din samling