• Nyt universitetsbyggeri i Cincinnati, USA

      Henning Larsen Architects har vundet konkurrencen om at designe et nyt business-fakultet til University of Cincinnati i USA. Projektet følger i kølvandet på flere vundne konkurrencer om uddannelsesbyggerier det seneste halvår for blandt andet Lunds Universitet i Sverige og Queensland University of Technology i Brisbane, Australien.

    • Det 23.200 m² nye Lindner College of Business kommer til at understøtte moderne og varierede undervisningsformer og tilbyder faciliteter i alle skalaer fra auditorier til grupperum og individuelle arbejdspladser. Den rumlige variation går igen i fællesarealerne, hvor studerende, undervisere og andre brugere af campus kommer til at nyde godt af en oplevelsesrig arkitektur med indre, offentlige mødesteder og atrier, der skaber interaktion på tværs i bygningen.

      Visionen bag det nye business-fakultet tager afsæt i den skandinaviske designtradition, der sætter mennesker, rum og dagslys i centrum. Henning Larsen Architects har mere end 50 års erfaring med design af undervisningsbyggeri på fire forskellige kontinenter. Lindner College of Business skal således designes med udgangspunkt i viden fra flere prisvindende byggerier som for eksempel Syddansk Universitets Campus Kolding og Frankfurt School of Finance and Management i Tyskland.

      Projektet vil blive udviklet i samarbejde med den lokale arkitektvirksomhed KZF Design. Henning Larsen Architects blev udvalgt blandt en bruttoliste på tre, internationale tegnestuer, herunder Foster+Partners og FCB Studios International.

    Du har tilføjet et nyt link til din samling Du har slettet et link fra din samling