• To collection
    • Vi har vundet Årets Skolebyggeri 2016

      Frederiksbjerg Skole i Aarhus blev denne uge kåret som Årets Skolebyggeri 2016. Juryen fremhævede blandt andet at arkitekturen tager skolereformen på ordet og forløser aspektet med mere bevægelse både inde og ude.

    • Vinderen af Årets Skolebyggeri blev afsløret onsdag den 5. oktober på konferencen ”Fremtidens skole og læringsrum” i København. Henning Larsen Architects modtog prisen på vegne af et team bestående af GPP Arkitekter, Hoffmann, Møller & Grønborg og Niras.

      Prisen er initieret af Nohrcon, som årligt retter fokus på de gode eksempler på nye og nyrenoverede skoler gennem konferencer og kurser. En jury bestående af uafhængige eksperter har på baggrund af en række indkomne forslag udvalgt fem projekter, som har været til offentlig afstemning i de seneste par uger.

      Juryen udtalte i forbindelse med nomineringen: "Det er en stor kvalitet, at arkitekturen tager skolereformen på ordet og forløser dette aspekt. Skolen har taget bevægelse indendørs, men samtidig skabt plads til udfoldelse udvendigt på trods af de trange rammer. Mulighed for – og ansporing til – forskellige former for bevægelse er nærværende i bygningen. Dels via indkig til rum og sale – og kig ud på forskellige udendørs baner.”

      Frederiksbjerg Skole er det første nyopførte skolebyggeri i Aarhus midtby i 100 år. Skolen er designet med udgangspunkt i de grundlæggende principper i folkeskolereformen fra 2013. Der er således fokus på læring gennem bevægelse og sansning samt åbenhed og fællesskab på tværs af klassetrin. Skolens mange terrasser fungerer som nærlege- og undervisningsområder for klyngerne og er tilgængelige døgnet rundt.

      Borgmester i Aarhus Kommune, Jacob Bundsgaard (S), udtaler om kåringen: ”Prisen er med til at understrege hvor godt projektet er lykkedes med både at skabe rammerne for et helt unikt skole- og børnemiljø og et enestående byggeri, hvor funktionalitet og arkitektur glider smukt sammen med det omkringliggende byrum.”

      De øvrige nominerede til prisen var Vibenshus Skole, København Ø, Sophieskolen, Nykøbing Falster, Vestegnen HF og VUC, Rødovre og UCC Campus Carlsberg, København V.

    Du har tilføjet et nyt link til din samling Du har slettet et link fra din samling