• To collection
    • Karma Sushi hylder skønheden i det enkle

      Henning Larsens designafdeling står bag interiøret til den nye Karma Sushi-restaurant på Frederiksgade i Aarhus. Visionen er at skabe en atmosfære, der understøtter den smukke, rå spise.

    • ”Sushi er råt, æstetisk og visuelt. Noget, man også spiser med øjnene. Vi ville lave et enkelt koncept for restauranten, der ikke tager fokus fra den smukke mad, men understøtter den på alle måder,” fortæller Sarah Müllertz Gudiksen, Head of Interior Design hos Henning Larsen.

      Det er blandt andet gjort med valget af ærlige, autentiske materialer som sten, uld, ubehandlet træ og læder. Naturlige materialer, som komplimenterer råheden i maden og som er ægte – som sushi, der i sin ubearbejdede, friske form er så tæt på levende som muligt.

      Karma Sushi laver den traditionelle, japanske sushi med et Nordisk præg, og de har derfor fået en restaurant, hvis indretning blander asiatisk og skandinavisk æstetik. Med tre naturlige kernematerialer og en dyb, skandinavisk blå farve er der skabt en nordisk atmosfære, som krydses med japansk ro og sydøstlig elegance.  

      ”Oplevelsen af rummet og af maden smitter af på hinanden. Det har derfor været ambitionen med indretningen at skabe en helhedsoplevelse af skønheden i det enkle, som det, der findes på tallerkenen,” fortæller Sarah Müllertz Gudiksen.

      Henning Larsen Architects har udarbejdet hele designet fra overordnet plan til loungemøbler, borde, bænke, lameller og skranke. Der er leveret en fuld designmanual til restauranten, som efter planen skal implementeres i både eksisterende og kommende restauranter.

    Du har tilføjet et nyt link til din samling Du har slettet et link fra din samling