• To collection
    • Henning Larsen markerer sig på arbejdspladsdesign

      Med en række større kontorhuse med moderne, netværksorienterede arbejdspladser i både ind- og udland har Henning Larsen de seneste år indtaget et nyt marked. Ikke mindst i Sverige, hvor arkitektvirksomheden for øjeblikket arbejder på et mixed-use-højhus i Göteborg og flere offentlige administrationsbyggerier.

    • Selvom eksporten for Henning Larsens vedkommende forgrener sig bredt i verden, er Norden fortsat arkitektvirksomhedens største marked. Det afspejles i høj grad i tegnestuens portefølje af igangværende projekter i blandt andet Sverige, hvor Göteborg City Gate og Uppsala Stadshus er på tegnebrættet. Søren Øllgaard, der er partner og ansvarlig for virksomhedens aktiviteter i Sverige, uddyber:

      ”Vi har gennem mange år arbejdet med at raffinere det almindelige kontorhus. De arbejdspladser, vi designer i dag, er aktivitetsbaserede arbejdsmiljøer, som understøtter medarbejdernes sundhed og trivsel og giver noget tilbage til den by, de er en del af. Vi gør en dyd ud af at overraske vores bygherrer ved at give dem mere, end det de beder om.”

      Søren Øllgaard henviser til Siemens’ hovedsæde i München, som åbnede sidste år, hvor Henning Larsens forslag om at etablere en smutvej gennem byen via virksomhedens stueetage har givet øget værdi – ikke bare til Siemens, som får lejlighed til at gå i dialog med kunderne, men til hele byen.

      ”Siemens er et bæredygtigt hus, der er certificeret efter de højeste internationale standarder. Men det er også et socialt hus, hvor vi har designet rum, der inviterer til møder mellem mennesker såvel internt i organisationen som eksternt. Mødestederne er omdrejningspunktet for nye ideer, uformel feedback og social interaktion. Alt sammen noget, der giver gladere, dygtigere og mere effektive medarbejdere.”

      At Henning Larsen og flere store, danske tegnestuer markerer sig på det globale marked for kontorbyggeri og hovedsæder er ikke en tilfældighed. Eksporten af dansk arkitektur er stigende, og en del af efterspørgslen kommer fra kommercielle virksomheder. Det skriver Svenska Teknik & Designföretagen i den årlige brancherapport for den nordiske byggebranche, Sector Review.

      Men det er ikke kun kommercielle virksomheder, der har brug for at kunne tilbyde sine medarbejdere tidssvarende faciliteter som rammen om en god arbejdsdag.

      ”I det nye rådhus i Uppsala har vi haft særligt fokus på synergien mellem de fælles funktioner i husets centrum og arbejdspladserne langs facaden. Ved at arbejde med zoner dedikeret til henholdsvis fordybelse og samarbejde sikrer vi, at den indre organisering lever op til den høje standard, som vi også sætter for arkitekturens kunstneriske udtryk og kvalitet,” afslutter Søren Øllgaard.

      Sector Review-rapporten, der udkom i december sidste år, fremhæver, foruden Siemens-byggeriet, Microsofts domicil i Lyngby som ét af virksomhedens mest opsigtsvækkende projekter de senere år. Brancherapporten peger desuden på et generelt øget fokus på internationalisering og professionalisering i de danske arkitektvirksomheder.

    Du har tilføjet et nyt link til din samling Du har slettet et link fra din samling