• To collection
    • Nils Stærks galleri understøtter kunst og medarbejdere

      Et galleri skal give kunsten de bedst tænkelige betingelser, men skal også give medarbejderne optimale rammer. Vi har designet Nils Stærks nye galleri i København til både kunsten og personalets behov.

    • Et galleris fysiske rammer skal være tilpas underspillet til at den udstillede kunst kan leve, men også smukt nok til at kunne løfte den.

      Hos Nils Stærk i Nordvest har vi skabt så naturlige rammer som muligt for kunsten, blandt andet via et asketisk udtryk og strategisk brug af lys og autentiske udendørsarealer.

      ”Det asketiske udtryk er helt nødvendigt for at give kunsten den plads, den skal have. Vi har arbejdet bevidst med den balance i designet, men har også integreret nogle dramatiske elementer for at give karakter til stedet, blandt andet ved at bruge døre i tredobbelt højde,” siger Sarah Müllertz, leder af Henning Larsen Interiørdesign.

      Galleriets åbne gårdhave har også fået en dobbeltfunktion som skulpturhave, så de udstillede skulpturer kan opleves i et helt naturligt miljø i et naturligt lys. Samtidig har medarbejderne adgang til grønt for et behageligt arbejdsklima.

      Designet til arbejdsflow

      Hele galleriet er nemlig indrettet og planlagt efter Nils Stærk og hans personales konkrete ønsker. De ønskede et galleri med et optimalt indeklima, som understøtter de daglige arbejdsgange, og som også kan rumme både uformelle og formelle møder mellem samlere og kunstnere, private fremvisninger og store og mindre middage.

      ”Et galleri kan virke simpelt i sin rumlighed, men det skal rumme mange funktioner. Via brugerinddragelse er vi nået frem til en rumfordeling og en indretning, som passer til husets brugere. Alle har blandt andet rig adgang til dagslys, og vi har designet et akustisk miljø, der svarer til det, de har ønsket,” fortæller Sarah Müllertz.

      Nils Stærks nye galleri åbnede tidligere på måneden. Det ligger i Københavns Nordvest-kvarter.

    Du har tilføjet et nyt link til din samling Du har slettet et link fra din samling