• Henning Larsen designer gadelygte med Louis Poulsen

      Et designsamarbejde mellem Louis Poulsen og Henning Larsen har skabt den energieffektive gadelampe LP Capsule, der med et udtryk som en moderne fyrtårn er en markant og elegant lysmarkør i gaderum.

    • Gadelamper skal definere rum i byen, indgyde tryghed og sikre gode muligheder for orientering. Hvor ældre gadelamper er defineret ved at have en lokal, højthængende lyskilde, der sender en lyskegle i en bestemt retning og hengemmer resten af lampen i mørke, er LP Capsule designet til ikke kun at belyse et bestemt punkt, men til at udgøre en lyskilde i sig selv.

      Det nye design er baseret på LED-teknologi og bliver derfor en mere energieffektiv lyskilde end mange eksisterende gadelamper. Samtidig giver LED-belysningen en ny formfrihed som har manifisteret sig i et cirkulært, oplyst lampehoved. Sådan vil den stå som et fyrtårn eller en moderne fakkel og vise vej i parker, på parkeringspladser og på gangstier.

      ”På den måde kan man se, hvor lyset kommer fra, og ikke blot lyset. Det er med til at definere en rytme, en retning og skala i byrum, som er helt essentielt i forhold til at skabe et trygt, urbant miljø med en komfortabel belysning,” fortæller arkitekt Carsten Fischer, der har tegnet LP Capsule.

      Lampen er tænkt som mere end blot en lyskilde der illuminerer en sti eller en plads. Den skal også vise en ny standard for urban belysning og give noget tilbage til byrummet – blandt andet ved at belyse bedre og skabe et mere trygt byrum, og ved at være en identitetsmarkør i byen og på en elegant og formfuldendt måde udstikke en retning, både til indramning af områder og f.eks. stier, og til at sikre en god orientering.

      Den er en af de måder, hvorpå LP Capsule udvider en gadelampes funktionalitet til at kunne mere end hvad tilfældet er mange steder i dag.

      ”Grundforudsætningen for lampen er, at den skal have en identitet, både tændt og slukket. ” fortæller Carsten Fischer. 

      Frugtbart samarbejde

      Henning Larsen og Louis Poulsen deler en passion for at skabe æstetisk smukke, atmosfæriske byrum hvor mennesker trives, og til grund for samarbejdet ligger en passion for design, lys og funktionalitet.

      ”Vi har et fælles fundament i måden, vi anskuer lys hos Louis Poulsen og Henning Larsen. Lysets funktion og form er nerven, som designets formgivning har lagt sig rundt om,” forklarer Carsten Fischer.

      Ved at samarbejde med arkitekter sikrer Louis Poulsen sig et design, der tager højde for, hvordan lampen bliver brugt i moderne byplanlægning. Efter to års udvikling lanceres lampen i september 2017 og Henning Larsen tilslutter sig dermed en eksklusiv række af Louis Poulsens samarbejdspartnere, som også tæller Poul Henningsen, Arne Jacobsen og Vilhelm Lauritzen.

      Læs mere hos Louis Poulsen.

    Du har tilføjet et nyt link til din samling Du har slettet et link fra din samling