• Poetisk udvidelse fuldender Vestjyllands Kunstpavillon

      Den nye tilbygning til Vestjyllands Kunstpavillion designet af Henning Larsen er nu officielt åben. Det er en inviterende pavillon i tæt kontakt til den omkringliggende natur.

    • En generøs donation af 70 kunstværker fra den danske kunstner Arne Haugen Sørensen har gjort det muligt for Vestjyllands kunstpavillon at udvide med en 400 m2 stor udbygning. Efter at have designet den originale bygning, har vi genoptaget samarbejdet med museet og skabt tilbygningen, der puster nyt liv i arkitekturen og samtidig bevarer den originale atmosfære og poesi.

      Det var et afgørende fokus i designet af den nye bygning at fortsætte den arkitektoniske vision og skabe en samlet gestus, en enhed.

      Som siv i vinden

      Derfor har vi understreget det gennemgribende arkitektoniske greb fra den originale bygning med en svalegang der lægger sig hele vejen rundt om den nye pavillon. Den danner et åbent rum mellem den indvendige kerne og den åbne facade af skrå elementer, som også går igen i den nye pavillon.

      Museet er smukt placeret i den vestlige del af Videbæk park. Den originale bygning er placeret som et japansk tehus på kanten af søen. Facadens geometri er inspireret af træerne og sivene, der vejer i vinden ved søens bred.

      Facaden binder de to bygninger sammen. De er nu begge i tæt kontakt med den park, de er placeret i. Udstillingsrummet er designet til at understøtte kunsten bedst muligt med et markant ovenlys. Her kan dagslyset finde vej ind og skabe de rette betingelser for visningen af skulpturerne. Udstillingsrummet er udelukkende tiltænkt Arne Haugen Sørensens værker.

    Du har tilføjet et nyt link til din samling Du har slettet et link fra din samling