• Vi har vundet et nyt projekt i Nordamerika

      Sammen med Minneapolis-arkitekterne MSR Design er vi blevet udvalgt til at designe en kontorbygning til ansatte i Minneapolis’ bystyre. Visionen er både at skabe gode arbejdspladser og transparens i den offentlige forvaltning til glæde for Minneapolis’ borgere og erhvervsliv.

    • Den nye bygning ligger over for Minneapolis Rådhus og kommer til at bidrage til området med en menneskelig skala, hvor offentligheden mødes i øjenhøjde. Borgernes behov sættes i centrum, mens de ansattes arbejdsdag vil udspille sig i lysfyldte, luftige og grønne omgivelser, hvor alle arbejdsstationer forsynes med dagslys. Grønne zoner og åbne trappeforløb mellem afdelinger skaber rum, hvor nye fællesskaber kan opstå, og hvor medarbejderne kan udveksle viden. 

      ”Vores vision understøtter den helt centrale idé om, at borgerne skal sættes i centrum med en åben og nem adgang til servicefunktioner, og med en høj grad af komfort. Vi skaber en bygning med et optimalt flow for medarbejdere og borgere og vi fokuserer på indstrømningen af dagslys. På denne måde introducerer vi et vigtigt element som transparens i bygningen, et element der også går igen i den måde, som bygningen åbner sig op på mod den omkringliggende by. Sidst men ikke mindst bliver det en fremtidssikret arbejdsplads for forvaltningen – moderne og velfungerende,” siger Nina La Cour Sell, partner hos Henning Larsen.

      Designtilgangen er skandinavisk med tegnestuens fokus på at skabe arbejdsmiljøer, hvor samarbejde og innovation får de bedste rammer at udfolde sig i. Det er også en tilgang, hvor bæredygtighed og et fokus på bearbejdningen af dagslys skaber sunde arbejdspladser.

      Den nye bygning, der kommer til at danne ramme om flere hundrede ansattes hverdag, ventes at stå færdig i efteråret 2020 og bliver mellem 23.000 – 28.000 m2. Den designes til en LEED Gold certificering.

      Sammen med MSR blev vi valgt til opgaven gennem en proces der begyndte i marts 2017og spandt over fire faser. Projektet er det første, der skal tegnes på vores nye kontor i New York.

      Vores team er: Nina La Cour Sell, Michael Sørensen, Mike McElderry, Stephanie Rogowski, Jake Spruit, Tessira Crawford, Grant McCracken, Mark David Hocking, Julian Chen, Jakob Strømann-Andersen, Mathias Sønderskov, Anne Iversen, Franck Fdida, Philip Deeg, and Ana Cubillos-Torres.

    Du har tilføjet et nyt link til din samling Du har slettet et link fra din samling