• To collection
    • En markant facade inspireret af isbjerge

      I samarbejde med hollandske Scheldebouw og MT Højgaard har vi udviklet en innovativ og udtryksfuld facade til Nordeas nye hovedkvarter. Facaden kombinerer de bedste design-, klima- og energimæssige egenskaber fra andre facadetyper.

    • Inspirationen til Nordeas nye facade kommer fra den nordiske natur og isbjerges brudflader. Det kommer til udtryk i facadens opbygning med fragmenterede og knækkede flader, der danner mønster og spil i glasfacaden. Det nordiske er en del af Nordeas DNA, og selv hvis man blot ser en lille del af facaden, så vil dette være tydeligt.

      En facade har afgørende indflydelse på en bygnings energiforbrug, økonomi, indeklima og identitet. Nordeas nye hovedsæde ligger i Ørestad og er udsat for hårde vinde fra Amager Fælled. Det gør det vanskeligt at placere en solafskærmning uden på bygningen. Løsningen har været at udvikle et facadeelement med to lag ruder og relativt stor afstand mellem det yderste og inderste lag, hvor solafskærmningen så er placeret.

      Med en stor glasfacade er det vigtigt at holde solen ude, så man undgår overophedning og generende refleksioner. Solafskærmningen er derfor integreret i alle facadeelementerne og styret af sensorer.

      Glasset, der er brugt i fremstillingen af facadeelementerne, er af meget høj kvalitet og med et lavt indhold af jern. Det sikrer en naturlig gengivelse af dagslyset og omgivelserne udenfor. Det er særlig vigtigt i kontorbyggeri, hvor medarbejderne bruger mange timer om dagen.

      De enkelte facadeelementer er produceret på i Holland og transporteret til byggepladsen. Det giver en høj kvalitet, da hele produktionen foregår under kontrollerede forhold. Alle dele er er testet, inden de forlader fabrikken, og det minimerer risikoen for fejl i den færdige facade. På byggepladsen reduceres montagetiden også markant, da hver enkelt facadeelement monteres som en enhed. Der er i dette tilfælde monteret 1.460 elementer på kun 58 dage.

      Denne facadeløsning er med til at sikre en effektiv drift af bygningen, energimæssige besparelser, bedre akustik og indeklima. Levetiden forlænges, og omkostningerne til vedligeholdelse minimeres.

      Nordeas nye, danske hovedsæde bliver arbejdsplads for et par tusinde mennesker og er nabo til DR Byen.

      Det nye hovedsæde er designet for Pension Danmark, Lægernes Pension og Nordea Liv & Pension i samarbejde med Scheldebouw, MT Højgaard, SLA, Signal Arkitekter og Cowi.

    Du har tilføjet et nyt link til din samling Du har slettet et link fra din samling