• Henning Larsen bringer nyt liv til Bruxelles

      Vi har vundet vores første projekt i Belgien. Med byudviklingen af Key West-området i Bruxelles’ kanalzone bringer vi ny social sammenhængskraft til et udfordret område.

    • Bruxelles har ligesom mange andre europæiske byer omstillet sig fra tung industriproduktion til postindustriel økonomi. Byen er nu i gang med at regenerere en række forladte industriområder langs dens kanaler. Key West er en del af den hidtil største byudviklingsplan i Bruxelles-regionen, Kanalplanen, og kommer til at binde bydelen Anderlecht sammen med Bruxelles centrum. Målet er at bringe sammenhængskraft til et social og økonomisk udfordret område.

      Vi udvikler Key West sammen med det belgiske arkitektfirma A2RC. Regenereringsplanen kommer til at skabe liv langs den nærliggende kanal med et miks af 46.000 m2 boliger og 17.000 m2 skole, videreuddannelse, lokale produktionsvirksomheder, tagkøkkenhaver og generøse offentlige rum.

      ”Vi var inspirerede af bystyrets ambition om at føre områdets industrielle ånd ind i en ny tidsalder ved at skabe en række ’anden generations industrier’ – lokale produktionsenheder som mikrobryggerier, småkagefabrikker og kafferisterier. Når vi engagerer os i regenereringen af et byområde er en af vores vigtigste ambitioner som arkitekter at skabe rammerne for at området kan opleve både fornyet vækst og øget social sammenhængskraft,” siger Jacob Kurek, partner hos Henning Larsen.

      Urban Farming og Co-Housing

      I Key West gennembryder vi sitet og skaber et nyt bassin der markant øger det tilgængelige areal langs vandet. På denne måde bliver livet ved vandet en mulighed for endnu flere mennesker.

      Ved at arbejde med regnvandsopsamling og introducere en række nye vandplanter i bassinet bidrager vi til at højne vandkvaliteten også i det nærliggende kanalsystem. Og med rent vand bliver det attraktivt at bruge områderne langs kanaler og bassinet til en række sociale aktiviteter som f.eks. kajaksejlads

      ”Fra København ved vi hvordan havnefronten har et kæmpe potentiale når det handler om at skabe offentligt liv i byen. Det giver stor livskvalitet, når man fornemmer en forbindelse til naturen midt i en storby. Hvis man giver folk attraktive steder at mødes bliver den lokale fællesskabsfølelsen også automatisk styrket,” siger Jacob Kurek, partner hos Henning Larsen.

      Grundplanet i Key West bliver levende med offentlige funktioner og detailhandel. En række indre gårdrum og taghaver med udsigt over byen og kanalen skaber rolige pauserum. Vi har lagt et stort sydvendt pladsrum ud til hovedkanalen. Pladsen er forbundet til en fleksibelt indrettet torvehal med mobile glasfacader. Den bliver et naturligt samlingspunkt for området og skaber rammen om Key Wests eget lille økosystem med plads til loppemarkeder og torvedage, hvor der bl.a. kan sælges afgrøder høstet fra taghaverne.

      Boligerne har vi placeret over de offentlige funktioner med en rig variation i voluminerne. Ved at arbejde med et stor grad af variation kan vi tilbyde en bred vifte af boligtyper fra studielejligheder over 1-3 værelses lejligheder til et nyt indslag i området; bofællesskaber i store 8-9 værelses lejligheder.

      Key Wests udvikles for BPI i samarbejde med A2RC. Projektet forventes færdigbygget i slutningen af 2022.

    Du har tilføjet et nyt link til din samling Du har slettet et link fra din samling