• Jyllands-Postens nye mediehus er tegnet til fremtiden

    Det første spadestik er taget til det, der skal blive Morgenavisen Jyllands-Postens nye domicil på Aarhus Havn.

  • "Vi får et hus, der byder velkommen og er transparent – præcis som vores indhold skal præsentere sig for læserne. Vi får et hus, hvor vi inden døre kan se hinanden – og bruge hinanden til det, vi hver især er dygtige til."

    Sådan sagde Jyllands-Postens chefredaktør Jacob Nybroe, da vi tog det første spadestik til det, der skal blive deres nye hovedkvarter.

    I det nye århusianske mediehus er arkitekturen »rå« med bare limtræsbjælker, betonsøjler i en åben konstruktion omkring et gennemgående atrium med kig til himlen gennem et glastag.

    »Alle funktioner får lov til at være tydelige og fremtrædende i huset – også i forhold til fleksibilitet og det kreative miljø, der skal være. Fra flere andre byggerier bl.a. Nordeas nye hovedkvarter i Ørestaden, som vi også har tegnet, ved vi, at medarbejderne efterfølgende bliver meget glade for det møde, man har på tværs af afdelinger,« fortæller projektleder Debbi Hededam Thuesen til JP.

    En hård skal

    Den åbne konstruktion ud mod havnen og himlen modsvares af en mere hård ydre skal til bygningens andre sider.

    "De tre andre facader er mere robuste, og det er der, man typisk sidder i mere lukkede funktioner med kontorer og mødelokaler. Det skulle gerne trods det åbne udtryk bidrage til følelsen af at være beskyttet," fortæller Debbi Hededam Thuesen.

    Byggeriet bliver på i alt 8600 m² over fire etager - omkring et stort atrium.  Det forventes at stå færdigt primo 2020.

Du har tilføjet et nyt link til din samling Du har slettet et link fra din samling