Du har tilføjet et nyt link til din samling Du har slettet et link fra din samling
  • Harpa vinder prestigiøs amerikansk pris

    Harpa Concert Hall & Conference Center er ’en suveræn vinder’ siger juryen for USITT Architecture Award.

  • Vi er beærede over at modtage United States Institute of Theatre Technology’s Merit Award 2018 for Harpa Koncertsal og Konferencecenter. USITT blev grundlagt i 1960 for at fremme dialog, research og læring blandt designere af teater- og koncertsale.

    Juryen sagde om deres valg:

    ”Bygningens største sal, Eldborg lever op til ambitionen om en koncertsal i verdensklasse, med den nyeste akustiske teknologi og unikke omgivelser der giver publikum en uforglemmelig oplevelse og spænder mange niveauer.

    Den mindre sal Norðurljós spænder de perfekte rammer ud for kammermusik og stand-up, mens salen Silfurberg er ideel til alle typer af elektriske koncerter. Spændvidden i de forskellige rumligheder, kvantiteten og kvaliteten af udstyr sammen med det fremragende personale gør Harpa til en suveræn vinder. Harpa er en koncertsal med stor fleksibilitet og spændvidde, der gør at alle musikgenrer kan finde de rigtige rammer.”

    Ildbjerget

    Harpa Koncertsal og Konferencecenter i Reykjavik stod færdig i 2011 og er et bemærkelsesværdigt bidrag til Islands kulturliv, en vigtig milepæl i udviklingen af Reykjaviks historiske havneområde såvel som et symbol på landets genoprettelse efter finanskrisens økonomiske kollaps. Den 28.000 m2 store bygning har både koncert- og konferencefaciliteter, fire sale, udstillingsfaciliteter og møderum. Derudover er bygningen åben for offentligheden, her kan man komme og dyrke yoga eller læse sin bog.  Koncertsalene har individuelle identiteter der er grundfæstede i den lokale islandske kultur.

    Harpa tilbyder et mangfoldigt musikprogram, der appellerer til mange forskellige menneskers musiksmag. Det stiller høje krav til de fire sales akustiske egenskaber og fleksibilitet. Huset største sal, Eldborg, er opkaldt efter et berømt vulkankrater i Island. Eldborg betyder Ildbjerget, og salen, der kan rumme 1800 tilskuere, er det rødglødende kraftcenter i Harpas indre kerne. Salen er opført i beton beklædt med rødlakeret birkéfiner. Justerbare klangkamre omslutter salen og tilfører op til 30 procent mere volumen og giver dermed en unik mulighed for at regulere efterklangstiden. Med sin karakteristiske skotøjsæskeform står Eldborgs intense udtryk i klar kontrast til den åbne, lyse stemning i foyeren.

    I 2013 vandt Harpa Koncertsal og Konferencecenter også Mies van der Rohe Prisen – Den Europæiske Unions Pris for Samtidig Arkitektur.