Du har tilføjet et nyt link til din samling Du har slettet et link fra din samling
  • Henning Larsen skaber moderne bymiljø af lys for Louis Poulsen

    I marts 2018 vil Louis Poulsen på messen Light + Building i Frankfurt tage imod sine gæster i et unikt skandinavisk bymiljø, der primært er formet af lys. Bymiljøet, der er i naturlig størrelse, er designet af Henning Larsen, og skal vise, hvordan integrationen af indendørs og udendørs lys kan forbedre oplevelsen af byens rum.

  • Louis Poulsen vil her præsentere sine nyeste indendørs og udendørs belysningsløsninger – herunder gadelygten LP Capsule af Henning Larsen. Standen, som har fået titlen Humans, Light, Rhythm, udforsker lysets rolle i forskellige bymiljøer, fra parker og gader til boliger og arbejdspladser.

    Vi har fundet en ny måde at gøre gæsterne opmærksomme på urban belysning. Strømmen af lys gennem det lille bymiljø er delvist styret af perforerede stålvægge på mange af de kubusformede bygninger. Lyset ledes frit gennem disse åbninger og lander i de skiftende mønstre på de omgivende overflader, der efterligner den dynamiske effekt fra byens vinduer om aftenen – og indbyder til refleksion over, hvordan lys påvirker hverdagens oplevelser.

    Et samarbejde mellem to markante aktører

    Humans, Light, Rhythm forener to store danske aktører inden for dansk design og arkitektur med fælles værdier og et fælles fokus på innovativ belysning. Louis Poulsen har etableret sit navn på den visionære lysdesigner Poul Henningsens geniale værk. På lignende vis blev Henning Larsen grundlagt af den legendariske danske arkitekt Henning Larsen, der er kendt for at give lys en central rolle i sin arkitektur.

    "Vores arkitektoniske proces er forankret i spørgsmålet om, hvordan vi kan forme rum med lys. Ud fra vores research ved vi, at dagslys har en enorm betydning for menneskets velbefindende, og derfor er dagslys en essentiel del af vores design," siger Signe Blomquist, Design Lead og Project Manager hos Henning Larsen.

    En fælles nordisk æstetik og designfilosofi har også bidraget til processen med at præsentere en fælles vision for det ideelle byrum. Louis Poulsens CEO Søren Mygind Eskildsen siger: "Både Louis Poulsens og Henning Larsens arbejde tager udgangspunkt i filosofien om, at form følger funktion –og alle elementer i vores design er præget af den skandinaviske enkelhed. Sammen ser vi frem til at invitere gæster til at undersøge, hvordan en velovervejet belysning kan forbedre den måde, vi lever på i dag."

    Humans, Light, Rhythm viser, i hvilket omfang vi kan formgive vores fysiske omgivelser og præge stemningen i vores omgivelser med lys. Standen viser vores vision om et mere sikkert offentligt rum og præsenterer vores bud på indendørs design, som har mennesket og dets velbefindende i centrum.