Du har tilføjet et nyt link til din samling Du har slettet et link fra din samling
  • Den nye by Vinge inspirerer i Tyskland

    En aktuel udstilling på DAM – Deutsches Architektur Museum finder inspiration i den nye by Vinge i forsøget på at afdække mulighederne for udviklingen af fremtidens Frankfurt Rhine-Main.

  • Vores design af den nye by Vinge og den tilhørende s-togstation er for øjeblikket udstillet på DAM – Deutsches Architektur Museum i Frankfurt. Her tjener Vinge som inspiration til den fremtidige udvikling af regionen Frankfurt Rhine-Main, som er udfordret af stor boligmangel og dertil hørende infrastruktur.

    Udviklingen af Vinge er centreret omkring den nye s-togstation, som ligger i et grønt landskabsstrøg, der forbinder byen på tværs af jernbanen. På den måde er Vinge godt forbundet både internt og med resten af københavnsområdet. Stationsområdet skal udbygges som første led i planerne om den nye by og indeholde både boliger, butikker, kontorer, institutioner og sportsfaciliteter m.m. Dens bølgende, ovale design forener naturen og bebyggelsen og stationen bliver på den måde et naturligt centrum i den nye by.

    Visionen bag Vinge er at skabe en forstad, hvor man bor i tæt kontakt med naturen uden at gå på kompromis med byens mange aktiviteter og fællesskaber. Med sin størrelse på 370 hektarer er det Danmarks største udviklingsprojekt til dato.

    Masterplanen for byen Vinge er designet i samarbejde med Effekt. Stationsområdet med Tredje Natur.

    Gå til DAMs hjemmeside for mere information om udstillingen “Living the region – Rhine-Main”.