• Museum i Tromsø scorer topkarakter på kvalitet

      Moesgaard Museum og Harpa har banet vejen for endnu et kulturbyggeri i Skandinavien: Vi skal designe det nye Tromsø Museum, som er en del af UiT – Norges arktiske universitet.   

    • Vores erfaring fra internationale kultur- og uddannelsesbyggerier sikrede os topkarakter i konkurrencen om et nyt museum i Tromsø med tilknytning til byens universitet. Kontrakten er vundet i samarbejde med lokale Borealis Arkitekter. Derudover tæller teamet SLA, COWI og Expology, som er specialister i ud-stillingsdesign.

      ”Vi har et stærkt, tværfagligt team med lokal forankring, og vi glæder os til at udvikle museet i dialog med Statsbygg og Universitetet i Tromsø. Vores drøm er, at museet kan blive en motor, der bidrager til udviklingen af hele byens havnefront, ligesom vi har set det med koncerthuset Harpa i Reykjavik,” fortæller partner og ansvarlig for Henning Larsens aktiviteter i Norge, Kasper Kyndesen.

      Opgaven er blevet tildelt på baggrund af en tilbudskonkurrence, hvor tildelingskriteriet ”Kvalitet” vejede tungest: 

      ”Vi har primært ledt efter nogen, som har ledet og koordineret store og komplekse projekter med samme funktioner som museet i Tromsø skal have, og som kan tage disse erfaringer med sig i projektet. Derudover har erfaring med skitsering og projektering af kulturbyggerier vejet tungt. På disse punkter var vindergruppen klart bedst,” siger bygherredirektør i Statsbygg Sunnøve Lyssand Sandberg.

      ”Vi ved, fra vores arbejde med revitalisering af havnenære arealer i hele Europa, at det har stor effekt at få knyttet mennesker, byen og vandet tættere sammen. Vi ser et kæmpe potentiale i de blandede funktioner og brugere, som Universitetsmuseet skal huse. Lokale og internationale studerende, forskere og museumsgæster kommer til at skabe et helt særligt miljø i og omkring museet,” uddyber Kasper Kyndesen med reference til de store byudviklingsopgaver i Belfast, Bruxelles og Gdansk, som vi har vundet gennem det sidste år. 

      Henning Larsen rejste til Norge for første gang i forbindelse med opførelsen af Trondheim Universitet fra 1968. Universitet lagde kimen til en lang række internationale uddannelses- og kulturbyggerier, der siden er vokset til attraktioner i sig selv. Som eksempelvis Moesgaard Museum ved Aarhus, der både er museum, forskningsinstitution og udflugtsmål på samme tid.

      Det planlagte museumsbyggeri er på maksimalt 19.700 m2.

    Du har tilføjet et nyt link til din samling Du har slettet et link fra din samling