Du har tilføjet et nyt link til din samling Du har slettet et link fra din samling
  • Solsikker skal forberede Gdansk på ny bydel

    Kraner, industrihaller og en gammel tørdok forbliver en del af Gdansks nye bydel ved vandet. Men allerede inden projektet står færdig, er det ambitionen, at midlertidige byrum som fx en solsikkemark skal skabe identitet og liv i området.

  • En ny by er ikke en by, før der er liv. Som et led i transformationen af det 400.000m2 store industriområde på havnen i Gdansk til en inkluderende, sammenhængende bydel, har vi lavet en landskabsplan, der starter længe før byggeriet går i gang.

    Vi foreslår blandt andet at etablere en solsikkemark på området allerede nu. Solsikker kan – udover at udgøre en attraktion og tiltrække besøgende – oprense den forurenede industrijord for blandt andet tungmetaller, og på den måde gøre området klar til bebyggelse.

    Vi vil også begynde at bidrage til at kanalvandet kan bruges rekreativt i bybilledet ved at pumpe det op og rense det i bassiner med planter og muslinger.

    ”Vi ønsker, at beboerne i Gdansk skal føle en tilknytning til området allerede nu og opleve det som et naturligt sted at færdes, før der står nye bygninger,” siger Salka Kudsk, leder af Henning Larsens landskabsafdeling.

    ”Det er vigtigt for os, at vi ikke tager et område, som mange har en forbindelse til, og giver det til nogle få ved at privatisere det fulde areal med boliger. Vi vil gerne gøre det til fælleseje fra starten. Det kræver, at folk inviteres til at bruge området længe før byggeprocessen starter,” fortæller Salka Kudsk.

    Det er håbet, at byggemodningen giver et godt afsæt til den nye bydel, som skal genskabe skibsværftet som et bæredygtigt, økonomisk og socialt kraftcenter.