• Rådhuset, der også er en bro

      Taget på Eystur Kommunes nye rådhus er en skrånende grøn sti, der som en gangbro også forbinder den ene side af floden med den anden.

    • Broer har en evne til ikke blot at forbinde steder, men også blive sin egen destination. Firenze, Prag og Venedig har alle broer, som definerer dem. Med det nye rådhus får byen Norðragøta også en karakteristisk bro foruden en ny kommunal bygning, der huser byrådet og byens administrative medarbejdere.

      Indtil 2009 var Leirvík og Gøta to separate kommuner på Færørene, kun adskilt af en brusende flod. I dag er de to kommuner forenet som Eystur Kommune med floden Eiðisá løbende mellem dem.

      Kommunens nye rådhus forbinder de to bredder med et bygningsdesign som – helt bogstavligt – også er en bro, der via tagets gangbro kan lede indbyggere fra den ene del til den anden.

      Udover at tilbyde byens indbyggere denne genvej, er designet også konstrueret sådan for at udbygge og videreudvikle en traditionel færøsk byggetradition – at bygninger blender sammen med naturen og i mange tilfælde er gemt under græs:

      ”Et centralt tema i traditionel færøsk arkitektur er, at udvaske linjerne mellem naturen og bygningen, så beskueren ikke kan se, hvor landskabet slutter og bygningen begynder,” forklarer Ósbjørn Jacobsen, Partner og Designchef på vores kontor på Færøerne.

      Sikret mod oversvømning

      Når en bygning er så tæt forbundet med vand, vil oversvømning altid være en udfordring. Vi har designet Rådhuset i Eystur Kommune således, at den volumen, man finder under bygningen, kan rumme ekstreme vandmængder i tilfælde af skybrud eller forhøjet vandstand.

      Desuden kan vandet strømme frit rundt langs bygningens og ud i bygden uden at beskadige elinstallationer, skulle floden gå over sine bredder.

    Du har tilføjet et nyt link til din samling Du har slettet et link fra din samling