Du har tilføjet et nyt link til din samling Du har slettet et link fra din samling
  • En verden af tal, bogstaver og citater

    Vores grafiske designere har udviklet den grafiske identitet til Frederiksbjerg Skole i Aarhus. Grafikken tager udgangspunkt i den arkitektoniske vision og bliver på den måde prikken over i’et i det færdige byggeri.

  • Den grafiske identitet er brugt i både skiltning og som glasmarkering ude og inde. I undervisningslokalerne kommer grafikken til udtryk i form af litterære citater og naturvidenskabelige læresætninger og formler, som er nøje udvalgt og tilpasset det enkelte fag og klassetrin. Skoleleder Jette Bjørn Hansen forklarer:

    ”Vi har lagt vægt på at alle fagmiljøer skal signalere en faglig identitet. De traditionelle faglokaler fysik/kemi, madkundskab, kreativt værksted m.fl. taler et tydeligt sprog i forhold til, hvilke læringsaktiviteter, der kan finde sted i rummet. Nu er vi gået i gang med en proces, hvor vi skal se på, hvilke artefakter, der kan understøtte vores øvrige fagmiljøers udtryk, således at det fremstår endnu mere tydeligt hvilken faglighed, som rummet skal være med til at formidle.”

    En totaloplevelse

    Frederiksbjerg Skoles grafiske identitet er, ligesom resten af byggeriet, blevet til med udgangspunkt i nøgleordene åbenhed, bevægelse, mangfoldighed og læring. Vores grafiske team har, ved at benytte og blande forskellige varianter af skrifttypen Devinyl, skabt et legende, dynamisk og omskifteligt udtryk i farver der matcher skolens øvrige aptering.

    ”Udtrykket i grafikken afspejler skolens værdier og det, den står for. Den konsekvente implementering skaber en stærk identitet og sammenhæng overalt i byggeriet og gør, at både børn og voksne får en totaloplevelse i deres møde med skolen”, forklarer chefgrafiker hos Henning Larsen, Bodil Nordstrøm.

    Hun er ikke i tvivl om værdien af det tætte samspil mellem arkitekter og grafiske designere, hvis målet er at skabe et gennemført og sammenhængende byggeri:

    ”Fordi vi sidder i samme hus, har vi en stor forståelse for byggeriet og dets koncept. Alt er integreret i og spiller sammen med arkitekturen. Udsmykningen er med til bryde de store flader og få skolen til at fremstå i en menneskelig skala, og vi undgår traditionelle skilte og andre fremmedelementer”, pointerer hun.