Du har tilføjet et nyt link til din samling Du har slettet et link fra din samling
  • Verdensmålene er det sprog, vi har manglet i kommunerne

    I en tidsalder af komplekse problemstillinger, er FN’s 17 udviklingsmål det fælles sprog, der kan hjælpe kommuner til at skabe tydelig effekt.

  • Efterhånden som FN’s verdensmål vinder tydeligere indpas og bliver et stadig mere forankret referencepunkt i forhold til, hvordan vi skaber en positiv forandring i verden, kan de bidrage til at sikre en sund fremgang i kommuner - hvis kommunerne ellers forstår at bruge dem.

    Sådan lød budskabet på et morgenseminar afholdt af Henning Larsen og Seismonaut.

    Med oplæg fra Rune Kock, Partner i NREP, Freja Ludvigsen, Erhvervsudviklingschef i Gladsaxe Kommune, Signe Kongebro, Partner i Henning Larsen og Anna Porse Nielsen, direktør i Seismonaut, blev det slået fast, at verdensmålene kan skabe positiv forandring i kommuner. Først og fremmest ved at facilitere et fælles sprog på tværs af brancher, der kan udnyttes i nye spirende partnerskaber. Men det er ikke bare på organisatorisk niveau, at verdensmålene kan gøre en forskel – det kan de overalt i kommunen, fra byggeprojekter til affaldssortering.

    Den store kæde

    ”De er et sprog, vi kan være fælles om, som gør, at vi kan handle. Det er en operationaliserbar ramme, vi kan sætte om alle kommunens aktiviteter, der gør abstrakte ting meget konkrete. Fra affaldssortering til forretningsmodeller i mindre virksomheder, til materialevalg i boligprojekter. Hvis kommuner har fat i hele den kæde, kan de skabe meget synlige og positive resultater,” siger Signe Kongebro, Partner i Henning Larsen.

    ”Når kommunerne bruger verdensmålene til deres indsats hen mod et bæredygtigt samfund, gør det vores rolle som samarbejdende arkitekt, meget nemmere fordi målene nemt kan kommunikeres mellem investorerne, brugerne og borgerne. Det vil skabe større sammenhængskraft,” siger hun.

    Anna Porse Nielsen, direktør i Seismonaut supplerede med gode råd om, hvordan kommuner kan få erhvervslivet med om bord og gøre de – sommetider - luftige mål konkrete.

    ”Det handler om at holde det enkelt og gøre det nemt for virksomhederne at engagere sig, og om at respektere, at tiltagene skal harmonere med forretningsmodellen og med økonomien i de enkelte virksomheder,” sagde hun.

    Blandt de fremmødte ved morgenseminaret var deltagere fra ni forskellige kommuner i Danmark. Det blev afholdt på Henning Larsen i København onsdag den 3. april.