• Genopdagelsen af glemte byggetraditioner

    Stejle fjeldsider indrammer Norðragøta, en lille færøsk landsby for enden af en stor bugt, der fører ud til Atlanterhavet. Landsbyen er hjemsted for lidt over 500 mennesker og de fleste familier har boet her i flere generationer – nogle generationer trækker tråde helt tilbage til vikingetiden.

  • Det grønne, frodige landskab indhyller byen fra fjeldtop til vandkant. Husene går i ét med landskabet snarere end de definerer det - som det ellers så ofte er tilfældet. Floden, der løber gennem landsbyen og ud i bugten, skaber en usædvanlig beliggenhed; Byens silhuet løfter sig lavt over vandet. Byen og landskabet er uløseligt forbundet – både fysisk, og i tradition og historie.

    "Når man ser på historiske billeder, kan man se, at det var et rigtig dejligt område med et par små bygninger ved kysten," siger Ósbjørn Jacobsen, designchef for Eystur Rådhus og Partner i Henning Larsen.

    "... det var virkelig det område, hvor folk mødtes. Jeg husker endda at være her selv og holde ferie, da jeg var meget ung... Her var samlingspunktet for hele samfundet."

    Men mens det flade landskab ved kysten skabte et ideelt samlingspunkt, var det samtidig også det perfekte sted at bygge. Med den voksende fiskeindustri fulgte en masse fabriksbygninger og Norðragøta mistede langsomt sit naturlige samlingspunkt. Årtier senere skabte den nye kommunalstruktur muligheden for at genskabe dette samlingspunkt.

    "Eystur Kommune ønskede at bygge et rådhus her på grund af det kontekstuelle link til 'det var her vi plejede at samles”, forklarer Ósbjørn.

    "Men jeg tror, at alle involverede i projektet også havde lidt af en romantisk ide om at bringe noget tilbage fra gamle dage – sådan som folk huskede området. Jeg husker, at vi forsøgte, måske lidt naivt, at fjerne asfalten og lave et grønt område i stedet - for på den måde at genskabe det åbne rum, hvor landsbyen plejede at samles.”

    Ved første øjekast synes rådhusets grønne tag og askesorte facade at afspejle omgivelserne. Men i stedet for at spejle sig fra landskabet, peger bygningens form og materialer tilbage til de samfundstraditioner, der er gået tabt. Det grønne tag, der forbinder landskabet og rådhuset, erstatter det gamle samlingsrum.

    "Når vejret er godt kan du se folk gå deroppe og sætte sig i et par minutter," forklarer Ósbjørn.

    "... det er ret sjovt; fra toppen kan man lige henover industriområdet mod syd ane horisonten i det fjerne. På en eller anden måde er du her hævet en smule over de andre bygninger. Ideen om kontekstuelt design tror jeg er, at det nogle gange kan åbne flere døre, der ikke blot relaterer til et fysisk kendetegn ved et sted, men også til en tradition. På den måde, understreger det, hvordan folk knytter sig til et sted.

Du har tilføjet et nyt link til din samling Du har slettet et link fra din samling