• Nyt Center for Fordybelse og Tro åbner på Herlev Hospital

      Patienter og deres pårørende får et frirum på Herlev Hospital, hvor der er plads til både stilhed og samtaler, når livets alvor rammer.

    • Hvor går man hen, når der bliver vendt op og ned på ens hverdag og familieliv, fordi alvorlig sygdom eller dødsfald rammer? På Herlev Hospital får patienter og pårørende nu et sted at søge støtte eller ro, når Region Hovedstaden indvier det nye Center for Fordybelse og Tro den 6. juni 2019.

      ”Uanset om man er troende eller ej, så har de fleste behov for at kunne tale med nogen om livets store spørgsmål og for at kunne opsøge stilhed og fordybelse,” siger Sophie Hæstorp Andersen (S), regionsrådsformand i Region Hovedstaden og fortsætter: 

      ”Med Center for Fordybelse og Tro på Herlev Hospital kommer vi endnu et skridt på vejen til et mere menneskeligt sundhedsvæsen, som ikke bare ser en patient, der skal opereres og have den rette medicin, men på mennesker, som også har følelsesmæssige og åndelige behov.”

      Plads til både troende og ikke-troende

      Center for Fordybelse og Tro indeholder et kirkerum, et muslimsk bede rum og neutralt rum helt uden religiøse symboler. 

      Hospitalspræst Matilde Nordahl Svendsen glæder sig til at tage Center for Fordybelse og Tro i brug:

      ”Vores erfaring gennem mange år er, at når vores patienter og pårørende står overfor de store milepæle i livet, hvor de f.eks. møder alvorlig sygdom, skal tage afsked med deres kære eller som nybagte forældre står med et lille nyt liv i armene, så søger mange den åndelige dimension i livet.” 

      ”På hospitalet tager vi os af den fysiske behandling af vores patienter, men med Center for Fordybelse og Tro kan vi også tilbyde nogle smukke og æstetiske rammer, som imødekommer forskellige former for åndelig refleksion og mulighed for at trække sig tilbage fra hospitalets hektiske hverdag.”

    Du har tilføjet et nyt link til din samling Du har slettet et link fra din samling