• Henning Larsens Fond hylder Josephine Michau

      Henning Larsens Fond hædrer kvinden bag Copenhagen Architecture Festival og DOXBIO Josephine Michau med en pris på 100.000 kroner.

    • Josephine Michau har hele sin karriere arbejdet med kulturformidling, billedkunst, dokumentarfilm og arkitektur, primært i Danmark. Hun grundlagde Copenhagen Architecture Festival (CAFx) med Mads Farsø og Peter M. Rasmussen i 2014. Hun har siden opstarten fungeret som direktør for festivalen, der har spredt sig til Danmarks øvrige store byer Aarhus, Aalborg og Odense.

      ”Ikke mindst Josephines evne til at omsætte og forvalte sin interesse og store viden om arkitektur gennem formidling og involvering i arkitekturen, er den afgørende grund til at Henning Larsens fond har valgt, at det i år er netop Josephine Michau, der modtager Henning Larsens legat”, siger Kent Martinussen, CEO i Dansk Arkitektur Center, om motivationen for valget af årets prismodtager.

      ”Josephine modtager i år legatet for sit utrættelige og fascinerende engagement i at forstå, formidle og involvere mennesker i det landskab arkitekturen udgør for vores liv. Sammen med sine kolleager har hun tilrettelagt og formidlet mere end 1000 arkitektur-relaterede begivenheder,” siger han.

      Udbredelse af arkitektur

      Årets uddeling sker i samme år, hvor tegnestuen Henning Larsen kan fejrer sit 60 års jubilæum.

      Fonden ligger i naturlig forlængelse af grundlæggeren Henning Larsens interesse for at fremme og formidle arkitektur. Han skabte i 1980’erne arkitekturgalleriet og arkitekturmagasinet SKALA. I anledning af jubilæet genbesøger virksomheden SKALA-formatet i form af fem design charrettes forskellige steder i verden, der har til hensigt at skubbe branchen fremad med nysgerrighed og dialog.

      ”For os i Henning Larsens fond er der en flot og lige linje mellem Henning Larsens tidlige bestræbelser på at udbrede og åbne arkitekturens felt og Josephine Michaus nutidige og imponerende indsatser på at gøre det samme, men med nye vinkler og I nye medier,” siger Kent Martinussen.

      Henning Larsens Fond blev stiftet af arkitekt Henning Larsen i 2001 og har hvert år foretaget prisuddelinger på stifterens fødselsdag den 20. august. Fondens priser kan ikke søges, og fonden har til formål at støtte kvaliteten i dansk arkitektur. Legatfonden består af cand. mag. Lone Backe, kunsthistoriker og forfatter Bente Scavenius, arkitekterne Troels Troelsen, Ingela Larsson og Simon Ingvartsen, alle fra Henning Larsen, advokat Niels Bang samt Kent Martinussen, CEO i Dansk Arkitekturcenter (DAC).

      Josephine Michau blev fejret tirsdag den 20. august ved en sammenkomst i Kongens Have i København.

    Du har tilføjet et nyt link til din samling Du har slettet et link fra din samling