• Vores første projekt i London gentænker det konventionelle kontorhus

    I Westminister London designer vi et nyt kontorhus, som med sin gentænkning af den typiske kommercielle foyer giver aktivt tilbage til nabolaget og tilbyder medarbejdere en aktiv og sund arbejdsdag.    

  • 105 Victoria Street, som bliver Henning Larsens første projekt i London, tjener som eksempel på et fremtidssikret kontorbyggeri, der gentænker arbejdspladsen som et aktivt og socialt rum. Med sin placering kun en kort gåtur fra Buckingham Palace i hjertet af Westminster, bliver det knap 44.000 m2 store byggeri ikke kun et mixed-use kontorhus, men tilstræber at være et sted, der giver tilbage til byen med rum, der giver mulighed for at samarbejde, fejre succeser og lade op.

    ”Vores ambition med projektet er at skabe en aktiv urban destination i hjertet af London – en lomme i det offentlige rum, som afspejler den britiske hovedstads energi og diversitet.” siger Jacob Kurek som er partneransvarlig på projektet.

    Området omkring 105 Victoria Street er tætpakket med fodgængere og det giver projektet en unik mulighed for at blive en ny destination, der fremhæver sin urbane kulisse. I stedet for den traditionelle foyer og reception på stueetagen har vi foreslået et overdækket torv, ”the Village Square”: en stor forsamlingssal, der skærer igennem hele stueetagen og er indrettet med fleksible båse, der giver mulighed for at tilpasse rummets størrelse til forskellige typer af arrangementer og events. The Village Square er tiltænkt som en naturlig smutvej, der samtidigt giver mulighed for at mødes i ly for gadens stress og jag. Med sin høje grad af fleksibilitet gentænker 105 Victoria Street formålet med velkomstområdet.

    Nogle af de vigtigste drivkræfter for projektet har været at understøtte sundhed og velvære. En stor vindeltrappe forbinder foyeren med den underjordiske cykelparkering, værksted, fitnesscenter og event- og konferencesal. I midten af trappen gemmer sig en grøn lomme af indendørs beplantning for at understøtte et sundt indeklima. På 10. etage befinder sig en sti, der forløber både inde og ude, og som forbinder en lang række funktioner gennem udendørs terrasser. Her kan medarbejdere og besøgende nyde den friske luft og udsigten over London. 

    “Nogen gange er det de mindste ting, der kan have den største effekt. Da vi tegnede 105 Victoria Street tænkte vi ikke kun på at designe bæredygtigt men også, hvad vi kunne gøre for at skabe et sted, der minimerer de barrierer, som kan stoppe folk i at foretage sunde valg i løbet af arbejdsdagen,” forklarer Jacob Kurek. ”Ved at løse nogen af de udfordringer, giver vi medarbejdere og lokalsamfundet muligheden for at træffe beslutninger, som fordrer et sundere arbejdsliv.”  

    Vores design tilgår bæredygtighed ud fra et makroperspektiv og er designet til at opfylde de højeste standarder indenfor BREEAM-certificeringen og byggeriet tilstræber at være CO2-neutral inden 2026. Gennem mikroklimastudier samt vind- og akustikanalyser har vi designet et kontorhus, der ikke kun sætter høje standarder for indeklima og sundhed, men også er energi- og ressourcebesparende.

Du har tilføjet et nyt link til din samling Du har slettet et link fra din samling