Du har tilføjet et nyt link til din samling Du har slettet et link fra din samling
  • Henning Larsen-partnere vinder Nykredits Bæredygtighedspris 2021

    Signe Kongebro og Jakob Strømann-Andersen tildeles Nykredits Fonds Bæredygtighedspris 2021 for at få arkitektur, miljø og klima til at gå op i en højere enhed.

  • Bæredygtighedsprisen er blevet uddelt hvert år siden 2015. Det er bestyrelsen i Nykredits Fond, der vælger vinderen på baggrund af en indstilling fra et fagkyndigt udvalg.

    Signe Kongebro og Jakob Strømann-Andersen har ifølge prisudvalget gjort sig bemærket ved gøre noget særligt for arkitekturen med særligt fokus på, at arkitektur, miljø og klima går op i en højere enhed. I juryens motivation hedder det blandt andet:

    I år uddeles prisen til Signe Kongebro og Jakob Strømann-Andersen fra Henning Larsen for deres årelange indsats i at udvikle og fremme viden om og anvendelsen af bæredygtige løsninger i tegnestuens virke. Igennem deres engagement og åbne tilgang til samarbejde og videndeling, har de ikke kun været udviklende for Henning Larsen, men også for hele byggebranchen - både i et skandinavisk, men også i et internationalt perspektiv.” 

    Signe Kongebro og Jakob Strømann-Andersen er nogle af drivkræfterne bag det stigende fokus på bæredygtigt byggeri i branchen. Både Signe og Jakob besidder stor viden om bæredygtighed i byggeriet og ressourcebevidst design. Derudover er de frontløbere i arbejdet med at sammenkæde innovation og ny viden med arkitektur. 

    Sammen har de stået i spidsen for oprettelsen af Henning Larsens bæredygtighedsafdeling. Deres tilgang til bæredygtighed har gennemsyret tegnestuens projekter inden for arkitektur, landskab og byudvikling i en sådan grad, at det ikke længere kan indkapsles i én afdeling.

    Signe Kongebro, som er Global Design Director og partner hos Henning Larsen, har undervist på Det Kongelige Akademi og var i en årrække adjungeret professor i Sustainable Architecture Studies ved Sheffield University. Dertil er Signe medlem af en række styregrupper og advisory boards og er bl.a. en af founding partners bag adskillige initiativer som REBUS Partnerskab og Sustainable Build, ligesom hun har været medlem af Statens Kunstfond og er nuværende næstformand i bestyrelsen for Aarhus Arkitektskole.

    Jakob Strømann-Andersen, som er Director of Innovation and Sustainability og partner hos Henning Larsen, underviser på DTU og Det Kongelige Akademi, og er medlem af Innovationsfondens Erhvervsforskerudvalg. Derudover sidder Jakob i bestyrelsen for Treble Technologies, et islandsk firma, der udvikler banebrydende bølgebaseret lydsimuleringsprodukter.

    Overrækkelsen af Nykredits Bæredygtighedspris for 2021 foregår den 15. september 2021 i Glaskuben i København.