Du har tilføjet et nyt link til din samling Du har slettet et link fra din samling
  • Banedanmark kontorbyggeri i genbrugstegl indvies af transportminister

    I går blev Banedanmarks nye kontorbyggeri i Ringsted indviet af transportminister Benny Engelbrecht. Den 9.700 m2 bygning, som er nabo til Ringsted Station, trækker i materialebrug og farvevalg inspiration fra den nærliggende jernbane med genbrugte røde tegl fra en godsbanebygning, granit, rå beton og cortenstål.

  • Banedanmarks nye kontor i Ringsted danner rammen om ca. 350 medarbejderes daglige arbejdsliv. Kontorhuset er blevet til i samarbejde med Midtconsult A/S, KPC København A/S og Newsec Datea. Det ligger på Godsbanevej lige ved Ringsted Station og tæller 9.700 kvadratmeter i seks etager.


    Afsæt i stedets kontekst og banens industrielle kontekst
    Arkitekturen tager afsæt i jernbanens æstetik og i traditionelle jernbanebygningers industrielle udtryk.


    ”Ringsted er kendt som byen med de røde tage, og det har vi ønsket at skulle reflekteres i bygningen, så den passer ind i omgivelserne og stedets historie. Det giver byggeriet en helt særlig stoflighed at vi har genbrugt de røde mursten fra den godsbanebygning, der tidligere lå på grunden,” siger Peer Teglgaard Jeppesen, Design Director Scandinavia og Partner i Henning Larsen.


    De genbrugte røde teglsten er ikke den nye kontorbygnings eneste reference til Banedanmarks genstandsfelt, jernbanen. Også selve banelegemets forskellige materialer er anvendt på nye måder. Den bærende betonstruktur er gjort synlig i stueplan og brugen af cortenstål refererer til selve togskinnerne.


    Langs kantinen er der sågar nedlagt reelle genbrugte togskinner, hvor bænke og beplantning på gamle jernbanevogne kan køre.

     

    Effektiv arbejdsplads med masser af fleksibilitet
    Det nye hus er et moderne kontorbyggeri, der er effektivt og fleksibelt indrettet. Huset er udformet som en stor kvadratisk boks med flere æsker inden i der kan åbne og lukke sig efter forskellige behov.


    Huset er bygget op omkring et atrium, men for at skabe større variation og en oplevelsesrig hverdag for medarbejderne, er der i atriet placeret et mindre kvadrat, som er forskudt i forhold til den store, der udgør facaden. I det mindre kvadrat er møderum, fællesarealer og tekøkkener placeret på alle etager. Det sikrer korte gåafstande, varieret lysindfald og et dynamisk centrum.


    ”Vi har arbejdet målrettet med at skabe så stor en grad af fleksibilitet som muligt, så det er nemt at rykke rundt, sammenlægge eller udvide afdelinger som behovet opstår over tid. Det er samtidig et effektivt hus, hvor vi har arbejdet med at minimere gåafstandene mellem afdelinger og funktioner, så der blandt andet er hurtig adgang via gangbroer og trapper mellem det indre hus og den omgivende bygning hele vejen rundt,” forklarer Peer Teglgaard Jeppesen.


    Alle husets kontorpladser er placeret ud mod facaden på 1., 2., og 3. sal. Kontorlandskabet danner rammen om et åbent og dynamisk arbejdsmiljø, hvor møderum og lette rumopdelinger sikrer arbejdsro og videndeling.