Klaksvíks nye centrum tager form i bunden af fjorden, hvor byens to fjeldsider mødes. Området har på grund af stærke vinde ligget delvist øde hen og delt byen i to. Vores design har en central plads omkranset af bygninger, som giver læ for øens berygtede vinde. Bygningernes indbyrdes placering og form er inspireret af lokal byggeskik; brudte, forskudte bygningskroppe og gadeforløb sikrer et roligt og behageligt mikroklima i bydelen. Den nye bydel er inddelt i tre zoner – en urban med butikker, cafeer og bibliotek, en grøn med rekreative tilbud, og en blå med kulturhus, søfartsmuseum og promenade.