- Henning
- Larsen
Moesgaard Museums skrånende taglandskab med græs og mos gør museet til et markant ikon i det historiske landskab. Om sommeren bliver der spillet teater, kørt cykelløb og holdt vikingemarked på taget. Om vinteren transformeres skråningen til Danmarks mest besøgte kælkebakke. Taget er blevet taget i brug på måder, der langt overstiger vores forventninger. Som en invitation fra fortiden rejser museet sig fra den jyske muld og inviterer gæsterne indenfor, hvor udstillingsrummene er designet som terrasser, der åbenbarer sig som lag i en arkæologisk udgravning. Efter Moesgaard Museum tog vores udstillingsbygning i brug er besøgstallet syvdoblet til over en halv million årlige besøgende.
I den permanente udstilling bliver gæsterne inviteret med på en oplevelsesrig rejse fra vikingetidens Aarhus og ud i den store verden i følgeskab med en af datidens lokale, fremtrædende personligheder. Udstillingen er museets største, og med en loftshøjde på tolv meter er det muligt at formidle Moesgaards imponerende samling på flere niveauer.
Særudstillingen er et fleksibelt udstillingsrum, der også udlejes til konferencer, messer og modeshows. Rummets høje standarder for logistik, sikkerhed og klimastyring har sikret museet store, internationale udstillinger som eksempelvis "Den første kejser - Kinas terrakottahær". Museet er det første i Danmark, der har kapacitet til at præsentere udstillinger af den kaliber.
Jan Skamby Madsen, forhenværende direktør på Moesgaard Museum:
"Udstillingsrummenes arkitektur er forholdsvis anonym. Den skaber de perfekte rammer for vores skiftende udstillinger. Selve museets arkitektur, derimod, understøtter visionen om, at Moesgaard er mere end et museum. Det er et værested."
Moesgaard Museum er en selvejende institution med en lang og stærk tradition for formidling og forskning. Museet arbejder tæt sammen med Aarhus Universitet og er arbejdsplads for over 300 museums- og universitetsansatte.
På Moesgaard Museum forskes og undervises der i fagområderne arkæologi, antropologi, konservering og naturvidenskab. Undervisningen foregår i vid udstrækning på herregården Moesgård, hvor museet også tidligere havde udstillinger for publikum, men universitetet gør også brug af den nye udstillingsbygning. Her får de studerende mulighed for at opsætte egne udstillinger og prøve kræfter med kuratorfaget, ligesom museets auditorium og mødelokaler anvendes til for eksempel forelæsninger og seminarer.
Louis Becker, Design Principal og Partner hos Henning Larsen Architects:
”Kulturinstitutionerne spiller en meget vigtig rolle for sammenhængskraften i samfundet. De er nutidens svar på byens forsamlingshus, hvor børn og voksne mødes på tværs af interesser og forudsætninger.”